20 nov

Valg i Udkanten

Du SKAL stemme d. 21 nov.! Husk det nu. Ikke noget med, at det alligevel ikke gør en forskel, hvorvidt man stemmer eller ej.

Heldigvis møder jeg meget få her, hvor jeg bor, som slet ikke interesserer sig for samfundet. Det er kendetegnede ved udkanten, at folk er engagerede og deltagende. Igen må jeg komme med min kæphest om at, beboerne i Udkantsdanmark altid er kæmpende og sejlivede – fordi vi ved, at intet kommer af sig selv!

Lokalpolitikerne holder sig ikke tilbage i medierne, og hver dag i tre-fire uger før valget kan du møde dem om aftenen et sted på øen og på lokaltv. De er i hvert fald tilgængelige, hvis du har presserende spørgsmål. Og jeg synes faktisk de kommer godt omkring emnerne. Der er sat tid af til at forklare, så det ikke bare er de berømte 15 sekunder, der normalt gives. At der så er ting kommunerne intet kan ændre på, er en anden ting. Tøjlerne holdes ekstremt stramt fra Christiansborg.

Jeg kunne ikke drømme om, at sige hvor du skal sætte din stemme. Sæt den, hvor du mener den giver mening for din kommune. Jeg sætter den, hvor der bliver passet godt på både mennesker og natur, som jeg synes mangler opmærksomhed.

Og læs lige den her fantastiske artikel af en berejst mand – måske inden du sætter dit kryds. Han har så ret!

http://nyheder.tv2.dk/samfund/2017-11-17-steffen-jensen-man-tager-mere-ansvar-i-udkantsdanmark

28 maj

Hashtag UdkantsDanmark

#drdinstemmeJeg er meget glad for at bo i Udkantsdanmark, men jeg er ikke naiv. Derfor vil jeg gerne blande mig i debatten om, hvorvidt forholdene for Udkantsdanmark skal forbedres. Hele mit projekt går netop på, at flere skal flytte ‘herud’, og det gør de først (må jeg nok sande….), når Udkantsdanmark bliver mere ‘tilgængeligt’.

Jeg vil gerne, at politikerne husker ‘os’ ved dette valg og især bagefter selvfølgelig. Intet er værre end, hvis de lover og lover og intet holder efterfølgende. Jeg er dog, desværre, nedtryk fra starten, for jeg frygter, at vi igen bliver glemt, og at politikerne i virkeligheden er ret ligeglade med Udkantsdanmark. Tænker de mon: “Det er ‘naturens gang’, at ekstremt mange flytter til de store byer” ? Så har de desværre ikke forstået, hvilke knapper de kan trykke på. Hvilken magt de egentlig har. Politikerne bestemmer faktisk rigtig meget over, hvor danskerne ‘kan’ bosætte sig. Det handler om arbejdspladser, uddannelser, skoler osv osv. Den smøre skal I få en anden dag…..

Men vil du være med til at påvirke, hvad der skal diskuteres under valgkampen, så brug # (hashtagget) #DRdinstemme og #tv2valg , hver gang du poster noget vigtigt fra ‘Udkanten’. Jo flere posts med disse hashtags, jo oftere tror jeg, medierne/journalisterne vil spørge politikerne til forholdene i Udkantsdanmark.

Lad os sammen få politikerne i tale!