27 maj

En artikel i Tidende

image
Foto af Jan Feliks Tomczyk.

Næh nej, jeg har ikke ligget på den lade side den seneste tid.

Det er blot haven og arbejdet, som har fået opmærksomheden. Bloggen har der ganske enkelt ikke været tid til. Og så var det, at jeg skulle skrive en artikel til Bornholms Tidende. Den kommer her, for den er aktuel for hele Udkantsdanmark og ikke kun Bornholm, som umiddelbart er udgangspunktet.

Der er noget i gære…..

Da jeg for tre år siden flyttede med familien til Bornholm, syntes jeg næsten straks at livet ”faldt i hak”. Jeg gik dengang på barsel med vores andet barn og var egentlig meget isoleret. Jeg havde ikke noget arbejde, næsten ingen bekendte, og alligevel sad jeg herude i marken og havde det dejligt. Sandt nok, var det en smuk og varm sommer, men da vinteren, mørket og kulden satte ind, havde jeg det altså stadig dejligt. Jeg hørte og læste en masse lokalnyt, og der gik snakken dagligt om Bornholms nedtur. Hvad der ikke var galt!!!!! Og der sad jeg og syntes det hele var fantastisk. Enten var jeg høj på hormoner eller også måtte andre snart få øje på mulighederne ”herude”.

Hvorom alting er, så startede jeg min blog www.flyttiludkantsdanmark.dk, som en reaktion på alle de dårlige nyheder, som stod i dyb kontrast til mine egne oplevelser. Jeg satte mig for at udbrede kendskabet til de gode historier fra Udkantsdanmark. Måske kunne jeg påvirke bare en lille bitte smule.

Jeg skal ikke kunne sige, om min blog rykker meget, men ”noget” havde jeg fat i. Flere er begyndt at få øjnene op for mulighederne i Udkantsdanmark. Jeg bor i Østermarie og fornemmer stærkt, at der f.eks. sker noget i og omkring Svaneke.

Sidste år omkring samme tid var jeg dog, en kort overgang, af en anden opfattelse. Folkeskolen lukkede og pasningsinstitutionerne var truede. Vores søn gik på skolen og, hvis jeg kiggede rundt i nærområdet, så var Østermarie skole lukket nogle år forinden og Østerlars stod også til lukning. Følelsen af nedlukning var MEGET konkret. Takket være engagerede og initiativrige folk gik det dog ikke helt så galt. En Friskole opstod og det har reddet byen, mener jeg. Skolen og byen har vist og viser dagligt, at den IKKE vil lukkes ned. Et stærkt signal sendes ud til resten af øen og også helt til hovedstaden. Det er tilsyneladende noget der trækker i folk, for det er nu næsten umuligt at købe en bolig i Svaneke, Listed og Aarsdale. Endnu mere umuligt er det at finde noget til leje. Flere af klasserne er næsten fyldt op på skolen og nu er det endelig afgjort at byens pasningstilbud stadig består.

Jeg sidder som sagt på sidelinjen i Østermarie, men det er fantastisk at opleve, og mon ikke det smitter lidt af herinde på øen. Jeg håber på en sidegevinst til Østermarie, for her er der ligeledes engagerede mennesker, masser af plads og billige huse.

Hvem vil ikke gerne være en del af en succes? Det viser sig også tydeligt i Klitmøller i Nordjylland. Her er det umuligt at opdrive en bolig, for også her har driftige mennesker opnået at skabe et miljø, som der tales om – endda i udlandet. Her er det surf-kulturen der er i centrum, men gad vide om alle hopper op på brættet? Næppe.

Måske er det slet ikke stedet/placeringen som er afgørende. Er det netop ekkoet fra handlekraftige og igangsættende mennesker, som tiltrækker? Det tror jeg faktisk mest af alt på.

 

Jeg ser, at der i sol og måne er tegn på, at trenden med at flytte fra land til by, bremser lidt op her i DK. Mange er frustrerede over prisniveauet på boliger i de store byer, de mangler plads, nærvær, natur og frisk luft. Jeg forstår frustrationen og kan kun anbefale at springe ud i et andet og nyt liv i Udkantsdanmark.

 

 

17 sep

Min egen lille Udkant

Fra det store Udkantsdanmark til det lille private. Nærmere beskrevet handler dette indlæg blot om min egen have her på Bornholm. Sommeren er slut. Ikke kun ifølge kalenderen, men så sandelig også ifølge vejret. D.1. sep. var jeg et smut ved vandet med børnene, men siden har det bestemt ikke været strandvejr.
Sommeren er i min have gået godt og skidt. Godt, fordi mit første år som drivhusejer er gået over al forventning.

image

Jeg satte mine vinduesspirer i halmballer ind i drivhuset mit i juni, og jeg er nu midt i høsten. Hver dag plukker jeg en håndfuld smagfulde tomater og hveranden dag en agurk. Der bliver tilmed masser af henkogte tomater til vinteren. Men som jeg, i foråret, proklamerede, så skulle alle mine grønsager også dyrkes i halmballer i år. Og det er gået, under al forventning, skidt!!!

image

 

Der var ganske enkelt næsten intet der trivedes i de famøse baller. Ganske få kartofler og hestebønner blev det til. Også kom der nogle rødbeder, som jeg tilmed havde forspiret indenfor. ALT andet nåede end ikke at spire….. Øv øv øv, men så blev jeg så klog (og bitter). Mit evalueringsproblem er blot, at jeg preparerede alle ballerne ens…. og det var kun dem i drivhuset som gav afkast??? Sådan er det med haver til maver. Nogle ting lykkedes og andre misser. Det er simpelthen præmissen for at dyrke have. Det lønner sig ikke altid i afgrøder, men i erfaring. Ballerne er afprøvet  og det er jeg sådan set glad for. Det var også første år jeg forspirede i toiletruller og æggeskaller. Begge ting fungerede optimalt og jeg kan varmt anbefale det.
Da jeg ret hurtigt fandt ud af halmballerne i køkkenhaven ikke lignede nogen succes, fik jeg i al hast kastet nogle kartofler i jorden. Hentet nogle porrer- og spidskålsspirer. Det var sgu godt, for netop disse afgrøder klarer sig godt og, er nu klar til høst. Alt i alt er det godt, at jeg ikke “forsørger” min familie med selvforsyning. Så havde jeg denne sommer ligget søvnløs. Det er 2015 og jeg kører, (kun lettere irriteret) i supermarkedet….