31 aug

Danmarks bedste strande

image

I morgen er det, efter kalenderen, årets sidste sommerdag. Det er med lidt vemod, at jeg byder efteråret velkommen, da jeg godt liiiige kunne bruge en måneds varme mere. Jeg ser med glæde tilbage på især juli måned, hvor hver dag var en potentiel stranddag. For mit vedkommende blev det til rigtig mange strandture, hvilket fik mig til at tænke på, at Danmarks bedste strande jo ligger i Udkantsdanmark. Der er ok strande omkring Kbh og Aarhus, men de kan altså ikke helt konkurrere.

Næsten hele den jyske vestkyst hører under Udkantsdanmark. Ja, faktisk  ligger utrolig mange af de danske kyststrækninger ( og dem er der RIGTIG mange af) i Udkantsdanmark. Deraf også navnet: Vandkantsdanmark.

image

Jeg har det meste af sommeren befundet mig på Bornholm, hvor jeg bor, og jeg skal love for, at den del af Udkantsdanmark har nogle nærmest sydlandske strande. Man kan på max. 25 min. køre til enten klippe’strand’ med udspring, brede sandstrande med klitter eller store søer. Vi har så meget strand herovre, at man også kan finde steder, hvor man har det næsten for sig selv, også i turistsæsonen. Med denne sidste bemærkning, tænker jeg tilbage på solskinsdage på Strandmøllestranden på Østerbro, hvor sandet ikke var at se for mennesker……Overdrivelsen her er faktisk meget beskeden!

Når man tænker på strand, får de fleste indre billeder frem af sol, sommer og badning, men faktisk er stranden fantastisk året rundt. En anbefaling, jeg tidligere selv har fået, lyder på at gå tur med hunden (eller bare dig selv – husk snoren) langs vandet og få blæst hovedet FULDSTÆNDIG igennem……. Tænk bare på nummeret ‘Hjertestarter’ af Nephew, så ved du, hvad jeg mener.

Andre steder bruges blæst og strand helt bevidst. Ved Klitmøller i Nordjylland er der opstået et spændende miljø for wavesurfing (der vil jeg, i et senere indlæg, komme tilbage til) og Lynæs på Sjælland har windsurfing.

Det er fantastisk herude ved vandkanten – året rundt!

image