27 maj

En artikel i Tidende

image
Foto af Jan Feliks Tomczyk.

Næh nej, jeg har ikke ligget på den lade side den seneste tid.

Det er blot haven og arbejdet, som har fået opmærksomheden. Bloggen har der ganske enkelt ikke været tid til. Og så var det, at jeg skulle skrive en artikel til Bornholms Tidende. Den kommer her, for den er aktuel for hele Udkantsdanmark og ikke kun Bornholm, som umiddelbart er udgangspunktet.

Der er noget i gære…..

Da jeg for tre år siden flyttede med familien til Bornholm, syntes jeg næsten straks at livet ”faldt i hak”. Jeg gik dengang på barsel med vores andet barn og var egentlig meget isoleret. Jeg havde ikke noget arbejde, næsten ingen bekendte, og alligevel sad jeg herude i marken og havde det dejligt. Sandt nok, var det en smuk og varm sommer, men da vinteren, mørket og kulden satte ind, havde jeg det altså stadig dejligt. Jeg hørte og læste en masse lokalnyt, og der gik snakken dagligt om Bornholms nedtur. Hvad der ikke var galt!!!!! Og der sad jeg og syntes det hele var fantastisk. Enten var jeg høj på hormoner eller også måtte andre snart få øje på mulighederne ”herude”.

Hvorom alting er, så startede jeg min blog www.flyttiludkantsdanmark.dk, som en reaktion på alle de dårlige nyheder, som stod i dyb kontrast til mine egne oplevelser. Jeg satte mig for at udbrede kendskabet til de gode historier fra Udkantsdanmark. Måske kunne jeg påvirke bare en lille bitte smule.

Jeg skal ikke kunne sige, om min blog rykker meget, men ”noget” havde jeg fat i. Flere er begyndt at få øjnene op for mulighederne i Udkantsdanmark. Jeg bor i Østermarie og fornemmer stærkt, at der f.eks. sker noget i og omkring Svaneke.

Sidste år omkring samme tid var jeg dog, en kort overgang, af en anden opfattelse. Folkeskolen lukkede og pasningsinstitutionerne var truede. Vores søn gik på skolen og, hvis jeg kiggede rundt i nærområdet, så var Østermarie skole lukket nogle år forinden og Østerlars stod også til lukning. Følelsen af nedlukning var MEGET konkret. Takket være engagerede og initiativrige folk gik det dog ikke helt så galt. En Friskole opstod og det har reddet byen, mener jeg. Skolen og byen har vist og viser dagligt, at den IKKE vil lukkes ned. Et stærkt signal sendes ud til resten af øen og også helt til hovedstaden. Det er tilsyneladende noget der trækker i folk, for det er nu næsten umuligt at købe en bolig i Svaneke, Listed og Aarsdale. Endnu mere umuligt er det at finde noget til leje. Flere af klasserne er næsten fyldt op på skolen og nu er det endelig afgjort at byens pasningstilbud stadig består.

Jeg sidder som sagt på sidelinjen i Østermarie, men det er fantastisk at opleve, og mon ikke det smitter lidt af herinde på øen. Jeg håber på en sidegevinst til Østermarie, for her er der ligeledes engagerede mennesker, masser af plads og billige huse.

Hvem vil ikke gerne være en del af en succes? Det viser sig også tydeligt i Klitmøller i Nordjylland. Her er det umuligt at opdrive en bolig, for også her har driftige mennesker opnået at skabe et miljø, som der tales om – endda i udlandet. Her er det surf-kulturen der er i centrum, men gad vide om alle hopper op på brættet? Næppe.

Måske er det slet ikke stedet/placeringen som er afgørende. Er det netop ekkoet fra handlekraftige og igangsættende mennesker, som tiltrækker? Det tror jeg faktisk mest af alt på.

 

Jeg ser, at der i sol og måne er tegn på, at trenden med at flytte fra land til by, bremser lidt op her i DK. Mange er frustrerede over prisniveauet på boliger i de store byer, de mangler plads, nærvær, natur og frisk luft. Jeg forstår frustrationen og kan kun anbefale at springe ud i et andet og nyt liv i Udkantsdanmark.

 

 

13 jun

Travle dage for Fru Udkantsdanmark

En lidt stor DR-scene til mig, synes jeg....
En lidt stor DR-scene til mig, synes jeg….

 

Egentlig synes jeg ikke, politikerne er blevet konfronteret nok med problemerne i Udkantsdanmark, men her til sidst i valgkampen er der sket noget. Heldigvis!

På Folkemødet er der rigtig mange debatter/oplæg/diskussioner om netop Udkantsdanmark og heldigvis har der også lydt mange positive ytringer imellem alle de alvorlige. Men vigtigt er det, at emnet Udkantsdanmark kom på tapetet. Og lad det så ikke blive ved snakken, tak.

Jeg ville ønske, jeg kunne nå alle disse debatter. Nå at dele mine Udkants-kort ud, og i det hele taget ‘blande’ mig så meget som muligt. Men men men, døgnet har kun 24 timer, og jeg har et civilt arbejde, to børn og en kæmpe have.

Jeg er bare glad for, at jeg nåede at deltage i en vigtig panelsnak torsdag aften i DR- teltet, og at en DR journalist fik skrevet en ganske god artikel om mit/familiens valg. Læs den i linket hernede under:

DR interview om egne valg

Torsdag morgen var jeg inviteret i Go’morgen Danmark sammen med Finn Jorsal fra Cold Hawaii (Klitmøller) og Susanne Hovmand fra Knuthenlund økolandbrug på Lolland. De er begge nogle gæve folk, som, ligesom jeg, kæmper en sej kamp. Sammen fik vi udtrykt ønsker og holdninger, som efterfølgende blev forholdt Kristian Jensen (V) og Carsten Hansen (S), minister for  bla. landdistrikterne. Det var helt udmærket og ‘måske’ bliver vi hørt…..

Susanne Hovmand, Finn Jorsal og undertegnede
Susanne Hovmand, Finn Jorsal og undertegnede

 

Kristian Jensen ville have det her billede.... Pga. af t-shirten vel og mærke. Jeg har lavet den på Vistaprint-billigt
Kristian Jensen ville have det her billede…. Pga. af t-shirten vel og mærke. Jeg har lavet den på Vistaprint-billigt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

31 aug

Danmarks bedste strande

image

I morgen er det, efter kalenderen, årets sidste sommerdag. Det er med lidt vemod, at jeg byder efteråret velkommen, da jeg godt liiiige kunne bruge en måneds varme mere. Jeg ser med glæde tilbage på især juli måned, hvor hver dag var en potentiel stranddag. For mit vedkommende blev det til rigtig mange strandture, hvilket fik mig til at tænke på, at Danmarks bedste strande jo ligger i Udkantsdanmark. Der er ok strande omkring Kbh og Aarhus, men de kan altså ikke helt konkurrere.

Næsten hele den jyske vestkyst hører under Udkantsdanmark. Ja, faktisk  ligger utrolig mange af de danske kyststrækninger ( og dem er der RIGTIG mange af) i Udkantsdanmark. Deraf også navnet: Vandkantsdanmark.

image

Jeg har det meste af sommeren befundet mig på Bornholm, hvor jeg bor, og jeg skal love for, at den del af Udkantsdanmark har nogle nærmest sydlandske strande. Man kan på max. 25 min. køre til enten klippe’strand’ med udspring, brede sandstrande med klitter eller store søer. Vi har så meget strand herovre, at man også kan finde steder, hvor man har det næsten for sig selv, også i turistsæsonen. Med denne sidste bemærkning, tænker jeg tilbage på solskinsdage på Strandmøllestranden på Østerbro, hvor sandet ikke var at se for mennesker……Overdrivelsen her er faktisk meget beskeden!

Når man tænker på strand, får de fleste indre billeder frem af sol, sommer og badning, men faktisk er stranden fantastisk året rundt. En anbefaling, jeg tidligere selv har fået, lyder på at gå tur med hunden (eller bare dig selv – husk snoren) langs vandet og få blæst hovedet FULDSTÆNDIG igennem……. Tænk bare på nummeret ‘Hjertestarter’ af Nephew, så ved du, hvad jeg mener.

Andre steder bruges blæst og strand helt bevidst. Ved Klitmøller i Nordjylland er der opstået et spændende miljø for wavesurfing (der vil jeg, i et senere indlæg, komme tilbage til) og Lynæs på Sjælland har windsurfing.

Det er fantastisk herude ved vandkanten – året rundt!

image