4 jan

En ildsjæl

image

Frk Nexø / Rebecca Marx (billedet)

Efter jeg har startet bloggen her, er jeg blevet opmærksom på, hvor mange ildsjæle der bor i de små samfund i DK. Folk, som frivilligt bruger tid og engagement på, at noget skal forblive eller noget nyt skal opstå. Af årsager som alle danskere kender, bliver der kæmpet bravt for overlevelse i Udkantsdanmark. Vi må tage sagen i egen hånd, når dem, som har det ’store’ ansvar, ikke gør det.

Butiksdød er mange steder et problem. Det handler ikke kun om, at de store byer har alle kunderne, det handler lige så vel om, at nettet har gjort det muligt, at handle fra sofaen så “butikken” ikke fysisk eksisterer.

Dette førte, sidste år til, at Rebecca Marx blev til Frk. Nexø. Frk. Nexø er, som navnet fortæller, en Nexø-pige, som handler lokalt og fortæller om sine handler på sin facebookprofil. Efter et år, er det blevet til mere end 700 følgere og en hel del god presseomtale. Frk. Nexø er i tyverne og handler alt fra gode kager, blomstervaser til mærketøj, og hun kan købe det hele i en mindre by i Udkantsdanmark.

Jeg er overbevist om, at Rebecca/Frk. Nexø ikke omtaler de ligegyldige handler, hun ind imellem sikkert gør, men jeg er ligeså overbevist om, at hun ikke foræres de ting og sager hun omtaler. Rebecca insisterer nemlig på at være troværdig og kan ikke købes. Initiativet er uden indtjening og udelukkende til fordel for Nexø’s butikker.

Især her op til jul, tror jeg, Frk. Nexø har været en gevinst for byen. Hvorfor ikke forsøge at gøre så mange gaveindkøb som muligt lokalt. Det kom der bla. presse og konkurrencer ud af.

Kan enhver lille by “få” en Frk. Nexø?  Jo, det tror jeg så absolut. En engageret og charmerende borger, som vedholdende og interesseret skriver om gode køb og unikke varer. Det burde være muligt!

Fra mig skal budskabet også lyde højt og klart. Køb LOKALT.

Der er ikke noget så trist og afskrækkelse som tomme butikslokaler, så grib ideen og gør som Frk. Nexø.