9 maj

Så, så, så……

 

Jeg mener SÅ, ikke noget med “at se” i datid. Næ nej, jeg skal så frø;-)

Og hvilke frø? Jeg vil jo så det hele – ALT. Jeg finder det svært at begrænse mig, hvad dette angår. Der er så mange frø i butikkerne, og det kribler vildt i mine fingre for at prøve det hele af. Jeg er faktisk ret dårlig til at lave mad, så det giver ikke helt mening, men grønsagerne i sig selv er så spændende. Jeg kan godt lide grøntsager, men er ikke original, når det kommer til tilberedelse af den. Kan man få en kok i huset, tak!

Ærter i skjul ;-D

Jeg interesserer mig for at dyrke, se det spire, se det gro og så høste dem og smage på dem, straks de kommer op af jorden. Jeg er ikke altid god til det og nogle ting mislykkedes helt og aldeles. Jeg har nu i årevis stædigt sået ærter og det er ikke mine børn og mig, som har nydt glæde af dem. Det har derimod fuglene, musene og diverse flyvende småinsekter som piller planterne, før der end er kommet bælger på. MEN, jeg prøver selvfølgelig i år igen. Jeg gider ikke regne på det, men jeg ved, at det økonomisk ikke kan betale sig. Frø er dyre og, hvis jeg begyndte at regne med mandetimer. Jeg gider ikke tænke på det, jeg elsker bare at pille og grave i den kålgård (gammelt udtryk for køkkenhave) Apropos kål, så elsker jeg kål, men det skal jeg da lige love for, at sneglene og kålfluerne også gør!

Mine have er stor og det er dejligt. Der skal være plads til det hele og alle, også til insekter, harer, pindsvin og ikke mindst til sommerfugle og bier. Dyrearter som simpelthen er ved at uddø. Hold lige fast – tolv sommerfuglearter er forsvundet i år. TOLV! Det skyldes bl.a. det våde vejr, men ved Gud også vores brug pesticider og monokultur-landbrug. Husk det næste gang du går i haven. Skab et rum for uberørt natur. Bare et lille hjørne af din have er bedre end ingenting. Lad det gro, og husk at få dyrket nogle blomster og købt nogle lavendler eller lign. Noget som insekter og fugle elsker.

Haver kan være dyre. Jeg mener, i byerne er haverne små og dyre. Men her, hvor jeg bor i Udkantsdanmark, kan du få store haver for en slik. Jeg kan kun anbefale den store billige have med plads til det hele og dem alle – til børnene og dyrene.

Husk at udnytte drivhuset i foråret. Jeg dyrker gerne salat og spinat, samt forspirer.

 

 

 

7 aug

Mine aftener i haven.

imageOooh yes, jeg har ALTID røde negle og guld med i haven……

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er et menneske, som i perioder kæmper med vanskeligheder udelukkende skabt i mit eget sind. Det er der mange mennesker, som kender til, og det er her mine aftener i haven kommer i spil.

Allerede for ti år siden, da jeg første gang fandt mig selv med hænderne dybt begravet i muldjorden, mærkede jeg, at det gjorde mig godt. Det var bemærkelsesværdigt, og det tog mig ikke lang til at finde ud af, at mine iagttagelser faktisk også var videnskabeligt bevist. Derfor er der f.eks. også i dag udviklet terapihaver i Danmark. Det er noget med lydene, lugtene, det spirende, det forgængelige, og så er der beviseligt noget med jordens enzymer, som påvirker hjernekemien på den gode måde.

Det virker at hoppe i havetøjet, gå i bedet og lade sig indtage af jord, blomster, træer, fuglesang og skvalderkål.

Hvis jeg på nogen måde kan hive mig selv op i nakkehårene på en rigtig dårlig dag, så går jeg i haven – jeg SKAL gå i haven. Det hjælper næsten hver gang. For mig er det ikke så afgørende om jeg plukker æbler, sætter løg eller luger ukrudt. Det handler om at komme ud og bruge kroppen i haven.

Jeg har også prøvet “Maude-modellen”, som er så fristende. At ligge sig i sengen, har bare ikke hjulpet ret mange (heller ikke Maude). Selvom du blot magter at sidde under æbletræet, så er det stadig bedre end sengen.