10 mar

En Blandet Landhandel.

image

I landdistrikterne er det stadig muligt at finde butikker, som bedst kan betegnes med den gamle titel Blandet Landhandel. Vi er så heldige, at vi i Østermarie, hvor jeg bor, har sådan en butik. Butikken er en del af en kæde, som jeg ikke gider nævne navnet på, men den er særlig, da den er så præget af de handlende i Østermarie. Østermariebo’erne har brug for praktiske ting. Vi er f.eks. alle glade for haver og dyr, så du kan finde rigtig meget muld og kattemad.

image

 

Og hvad skulle vi gøre uden myregift og musefælder? Det er ikke alle i Østermarie som har bil og liiiige tøffer til nærmeste specialbutik 25 km. væk, så der er også et stort udvalg af underbukser, strømper, garn til nye hjemmestrikkede sokker og sytråd til lapperne.

image

Jeg sætter stor pris på, at vi i Østermarie er mange, som laver hyldesaft og sylter og henkoger egne grønsager og bær i sæsonen, for selvfølgelig kan jeg her købe både syre, eddike i fler-litermål og sennepsfrø.

Mangler jeg fluesmækkere i sommersæsonen skal jeg heller ikke længere end til torvet i ØM, for det skal Gudhjælpemig ikke hedde sig, at vi mangler fluer på denne egn, så her er det helt store parti lagt på hylden.

Jeg vil heller ikke undervurdere, at de ansatte hilser velkendt på næsten alle handlende og ved præcis, hvad Hr. Kofoed ryger og hvor meget?

Der er heller ikke noget pjat med at imponere, hvad angår nyeste mode. Vi handler alligevel alle iført enten træsko eller gummistøvler.

image

 

Til min helt store fornøjelse, har de nu også et vist udbud af økologi, så  jeg kan få stillet mine storby-lyster☺️