1 aug

Mærk fællesskabet!

Denne her artikel bliver jeg nødt til at linke til (nederst på siden). Jeg kunne ikke have formuleret det bedre selv. Lillian Bondo er kendt i helt andre sammenhænge, men har altså også varme følelser for Udkantsdanmark. Hun bor der ikke selv, men kommer der ofte og det har åbnet hendes øjne for det Udkantsdanmark nemlig kan – skabe sammenhold, samhørighed og fællesskab.

Som jeg tidligere har formuleret det, så har jeg aldrig før boet så isoleret rent geografisk, men aldrig været så social. Aldrig før har jeg følt mig så meget som en del af noget og velintegreret, sagt med et moderne ord. Det samme gælder mine børn.

Jeg er et udadvendt menneske og gætter på at Lillian Bondo er det samme, men du kan altså være rimelig introvert herude og stadig være yderst velkommen i fælleskabet. Alle har noget at byde på, synes at være tanken.

ttps://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/tanker-paa-ferien-paa-min-fars-foedeoe?utm_campaign=post&utm_source=facebook&utm_medium=social&utm_content=news

20 jul

Sommertanker fra Syd

Borgmesteren på Lolland har skrevet en god kronik før han gik på sommerferie. (Link nederst i indlægget) Jeg giver ham ret langt hen af vejen. Og dejligt at en politiker kan rose sine politiske “fjender” og være knap så stolt af sine egne.

Det taler desværre for, at meget af land/by-problemet i DK ikke handler om politisk farve, men mere om, hvor man som politiker “sidder”: På Christiansborg eller i provinsen. Der er en klar tendens til, at man føler stærkest for- og tænker mest på det sted, man selv sidder. Altså, hvorfra min verden går! Jeg kender det fra mig selv. Jeg havde ganske enkelt ikke øje for, eller interesse for provinsen og slet ikke Udkantsdanmark, da jeg boede på Østerbro. Med selvironi, kan jeg tilføje, at mine interesser rakte til Valby Bakke…..

Som Holger Scou Rasmussen skriver, har især kommunalreformen gjort en negativ forskel. Pludselig blev der udkantudkant. På Bornholm er der f.eks. langt fra Rønne til Østermarie, hvor jeg bor (20 km.) Jeg har i den grad følelsen af at bo MEGET langt fra kommunekontoret osv. Tænk, at det virkelig kan føles sådan i lille Danmark.

Jeg tror nu også at vi helt almindelige mennesker kan ændre meget. Og jeg tror, vi er ved at vende skuden også uden hjælp fra den politiske kant.

https://www.information.dk/debat/2017/07/politik-naturkraefter-toemmer-landdistrikterne

23 mar

Kan en tilflytterkonsulent gøre en forskel?

 

Mange af de såkaldte Udkantskommuner har problemer med fraflytning. Især de unge flytter til de store byer for at tage videregående uddannelser, og alt for mange kommer ikke tilbage. Hele verden er ramt af urbanisering – sådan har det faktisk været i mere end 100 år. Er der noget som helst der kan ændre på den retning verdens befolkning har taget? I Danmark, hvor vi er rimelig frie og lige, kan visse tiltag gøre en forskel. Der er steder i DK, som mod al forventning, har vendt udviklingen. Det handler rigtig meget om brand, udvikling og omtale, men kan en tilflytterkonsulent også gøre en forskel. En tilflytterkonsulent som yder service med et hav af praktiske ting? En person, som alle 37 timer om ugen arbejder for at tiltrække og hjælpe tilflyttere?
På Bornholm har man valgt at gå “all in” og i to år betale en fuldtidsansat til udelukkende at arbejde for flere tilflyttere. Ansættelsen er finansieret af Business Center Bornholm, som naturligvis har stor gavn af kvalificerede tilflyttere. Det er ikke første gang at der arbejdes for tilflyttere, men denne gang er indsatsen meget målrettet og proaktivt. Der er kun en man skal kontakte og denne kontakt går videre med alt indenfor flytning, arbejde, bolig, skole osv.
Jeg har talt med en familie som netop har bosat sig på bornholm og som har haft god gavn af tilflytterkonsulenten.
Annette og Claus er flyttet fra Østerbro til Rønne på Bornholm. De kommer fra en lille lejlighed på femte sal og bor nu i eget hus. De er en sammenbragt familie med i alt seks børn, hvoraf de tre er flyttet med til Bornholm. De havde altså noget af et puslespil at lægge i form af huskøb, arbejdssøgning/start, skole- og institutionsvalg/start osv. En ting var beslutningen om at flytte hele familien, en anden ting var at få praktikken til at gå op, og det, ovenikøbet meget hurtigt.
I forbindelse med deres beslutning og flytning, mener Annette, at Bornholms tilflytterkonsulent, Rune Holm, har haft en afgørende rolle. Faktisk en altafgørende rolle. Rune Holm var inde over alt, lige fra jobsamtaler, huskøb til institutionsplads.
Da Annette og Claus var i gang med overvejelserne ved en evt. flytning var det faktisk Rune Holm der havde taget kontakt til skoler på Bornholm, som evt. kunne få brug for en lærer som Annette, og da jobsamtaler kom i hus, var det også tilflytterkonsulenten som kørte Annette rundt til aftalerne. Da huskøbet i Rønne indbefattede en “hjemløs” måned var det også tilflytterkonsulenten, som arrangerede en måned på hotel, som var til at betale og at flyttekasserne blev opbevaret. Det var også Rune Holm, som fik kontakten på plads, så de to yngste kunne komme i børnehave og vuggestue.
Her er der altså tale om en stor familie, hvor utrolig mange ting skal arrangeres og gå op i en højere enhed, før en flytning er fuldendt. Noget tyder altså på, at en aktiv tilflytterkonsulent kan være en virkelig stor hjælp her. Deri ligger også en stor motivationsfaktor – tilflytterkommunen VIL yde noget for nye borgere. De ønsker virkelig tilflyttere og vil og kan “betale, hvad det koster”. Noget tyder på, at det betaler sig. Bornholm kan i hvert fald efter få måneder konstatere at flere er flyttet til-, eller har vist interesse for at flytte til Bornholm.
Er en tilflytterkonsulent det der skal til? En såkaldt “blæksprutte” som ikke er begrænset og har andre opgaver. En person som arbejder selvstændigt, tager kontakt, er synlig og ikke sådan lige giver op efter første afvisning?

Jeg tror det!

9 dec

Skal det være…. skal det være lokalt!

img_5930Hvis vi alligevel skal give os hen til den ultimative materialisme, hvilket jeg i høj grad, synes vores jul i Danmark er et symbol på, så køb gaverne lokalt. Bor du i et landdistrikt eller en lille by, så køb dine gaver der og IKKE over nettet.

Jeg tænker tit på, hvordan de små byer ville være, uden de få små butikker der er tilbage. De giver liv og det kan de fleste godt lide, når de kommer til byen. Tro mig, jeg kører hver dag igennem vores nærmeste lille stationsby (tidligere), og der er i hvert fald ti tomme butikslokaler. Det giver en følelse af forladthed, overgivelse og spøgelser, og lad os få så lidt af det som muligt.

Nok butikker er kørt over af udviklingen, men husk at udviklingen også er dig og mig. Vi forbrugere styrer markedet, så glem ikke din lokale brugs selvom mælken er en krone dyrere. Det er klart at netbutikker er billigere, da de blot er et lager og ikke har åbningstider og et butikslokale at betale.

Jeg har, som det kan ses på billedet, anbefalet gaver i avisen, og jeg lover sig for, at de er lokale!

fullsizerender

26 okt

Brug naturen aktivt.

troelsÈn af måderne, hvorpå vi kan “redde” Udkantsdanmark er, at gøre mere opmærksom på den skønne natur, som fylder næsten alt herude. Tænk blot på, hvad Vesterhavet og de kolde bølger har gjort for Klitmøller/Cold Hawaii. Naturen i Danmark er oven i købet alsidig, og her skal du læse om Troels Bernth, som har skoven som sin legeplads. Det er i skoven han udlever sin passion for mountainbike og det er på cyklen han inspirerer andre. Troels bor på Bornholm. Han er tilflytter fra Sjælland og er helt bevidst flyttet ind midt på øen, ind i skoven – med sin kone og børn. Så bor han nemlig midt i den natur han elsker allerhøjest og lige der, hvor hans visioner skal realiseres. Troels har en vision om at gøre Bornholm til en unik mountainbike ø. Og nej, vi har heller ikke bjerge på klippeøen, men klipper 😉

Til ære for ALLE – turister og fastboere, nybegyndere og halvprof., børn og ældre, laver Troels og hans slæng af frivillige ruter/spor (trails) de skønneste steder på øen. De bruger meget af deres tid og mange kræfter på at skabe noget, som jeg tror, er fremtiden for Udkantsdanmark. Vi kan ikke konkurrere med de store byer om udbud af aktiviteter, asfalt og arkitektur, men vi kan bruge det vi har, nemlig naturen. Men det skal udbygges og udbydes. Troels har selv rejst rundt i verden med sin cykel og ved derfor, at der er et marked for mountainbiketurisme. Der er oplevelser og penge i at skabe noget unikt og spændende for mountainbikeentusiaster fra hele verden.

Troels har kontakterne på plads. Han har først og fremmest sin faste makker Christian Terry, og sammen med en gruppe af mountainbikeentusiaster ordner de det praktiske. De planlægger, køber ind og bygger. Sammen med skov- og naturstyrelsen foregår alt indledende arbejde. Hvor må der cykles, bygges, og med hvilke materialer? Alt skal cleares, da det er vigtigt at naturen bruges med respekt. Respekt for dyrene, historien og alle andre som færdes i skoven. Det har aldrig skabt problemer og skoven midt på Bornholm er stor, så stor, at der er plads til alle. Det er også naturstyrelsen, som betaler for byggematerialer. Når nye spor etableres eller gamle genskabes foregår det ligeledes med materialer godkendt af styrelsen, og det er så vidt muligt med skovens egne materialer.

troels-3

Troels arbejder sammen med Destination Bornholm når sporerne skal promoveres. For der skal naturligvis midler til for at komme ud med budskabet om Udkantsdanmark som mountainbike-paradis. Troels selv kan kontaktes på FB under “Trailskipper Mountain Bike Guide, Bornholm” Af ham kan du blive inspireret, få fif og de bedste guideture.

Gang på gang møder jeg i Udkantsdanmark engagerede mennesker som Troels. Selvfølgelig sidder de også i byerne, men jeg synes, de er helt utrolig synlige herude. Måske er det fordi vi alle er vidende om, at hvis vi bare lader tiden gå, så går det ned af bakke. Vi skal gøre noget, og det er synligt, at selv den enkelte kan gøre en forskel.

Tænk engang; Når nu alt forskning peger på at naturen kan hele vores sjæl og motion kan hele vores krop, så er det jeg siger: What´s not to like!

troels-2

 

29 aug

15 minutes of fame!

kom mit budskab i Familie Journalen. Egentlig ville jeg helst ikke have, at den kun skulle handle om min blog og budskabet om at flytte ud af byerne, men det er nu engang den personlige historie som vigtig for Familie Journalen – også stiller jeg gerne op……med unger og hele pivtøjet!!!! Hvorvidt den rigtig kan læses i denne simple fotoudgave må vise sig. Og tilføjes skal det altså, at jeg ikke har noget hyggelandbrug – det må bero på en misforståelse, jeg har bare køkkenhave, høns og ænder til eget forbrug. Desuden kører jeg under ingen omstændigheder for hurtigt på de bornholmske landeveje 😉

imageimageimageimageimage

 

7 aug

Mine aftener i haven.

imageOooh yes, jeg har ALTID røde negle og guld med i haven……

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er et menneske, som i perioder kæmper med vanskeligheder udelukkende skabt i mit eget sind. Det er der mange mennesker, som kender til, og det er her mine aftener i haven kommer i spil.

Allerede for ti år siden, da jeg første gang fandt mig selv med hænderne dybt begravet i muldjorden, mærkede jeg, at det gjorde mig godt. Det var bemærkelsesværdigt, og det tog mig ikke lang til at finde ud af, at mine iagttagelser faktisk også var videnskabeligt bevist. Derfor er der f.eks. også i dag udviklet terapihaver i Danmark. Det er noget med lydene, lugtene, det spirende, det forgængelige, og så er der beviseligt noget med jordens enzymer, som påvirker hjernekemien på den gode måde.

Det virker at hoppe i havetøjet, gå i bedet og lade sig indtage af jord, blomster, træer, fuglesang og skvalderkål.

Hvis jeg på nogen måde kan hive mig selv op i nakkehårene på en rigtig dårlig dag, så går jeg i haven – jeg SKAL gå i haven. Det hjælper næsten hver gang. For mig er det ikke så afgørende om jeg plukker æbler, sætter løg eller luger ukrudt. Det handler om at komme ud og bruge kroppen i haven.

Jeg har også prøvet “Maude-modellen”, som er så fristende. At ligge sig i sengen, har bare ikke hjulpet ret mange (heller ikke Maude). Selvom du blot magter at sidde under æbletræet, så er det stadig bedre end sengen.

27 maj

En artikel i Tidende

image
Foto af Jan Feliks Tomczyk.

Næh nej, jeg har ikke ligget på den lade side den seneste tid.

Det er blot haven og arbejdet, som har fået opmærksomheden. Bloggen har der ganske enkelt ikke været tid til. Og så var det, at jeg skulle skrive en artikel til Bornholms Tidende. Den kommer her, for den er aktuel for hele Udkantsdanmark og ikke kun Bornholm, som umiddelbart er udgangspunktet.

Der er noget i gære…..

Da jeg for tre år siden flyttede med familien til Bornholm, syntes jeg næsten straks at livet ”faldt i hak”. Jeg gik dengang på barsel med vores andet barn og var egentlig meget isoleret. Jeg havde ikke noget arbejde, næsten ingen bekendte, og alligevel sad jeg herude i marken og havde det dejligt. Sandt nok, var det en smuk og varm sommer, men da vinteren, mørket og kulden satte ind, havde jeg det altså stadig dejligt. Jeg hørte og læste en masse lokalnyt, og der gik snakken dagligt om Bornholms nedtur. Hvad der ikke var galt!!!!! Og der sad jeg og syntes det hele var fantastisk. Enten var jeg høj på hormoner eller også måtte andre snart få øje på mulighederne ”herude”.

Hvorom alting er, så startede jeg min blog www.flyttiludkantsdanmark.dk, som en reaktion på alle de dårlige nyheder, som stod i dyb kontrast til mine egne oplevelser. Jeg satte mig for at udbrede kendskabet til de gode historier fra Udkantsdanmark. Måske kunne jeg påvirke bare en lille bitte smule.

Jeg skal ikke kunne sige, om min blog rykker meget, men ”noget” havde jeg fat i. Flere er begyndt at få øjnene op for mulighederne i Udkantsdanmark. Jeg bor i Østermarie og fornemmer stærkt, at der f.eks. sker noget i og omkring Svaneke.

Sidste år omkring samme tid var jeg dog, en kort overgang, af en anden opfattelse. Folkeskolen lukkede og pasningsinstitutionerne var truede. Vores søn gik på skolen og, hvis jeg kiggede rundt i nærområdet, så var Østermarie skole lukket nogle år forinden og Østerlars stod også til lukning. Følelsen af nedlukning var MEGET konkret. Takket være engagerede og initiativrige folk gik det dog ikke helt så galt. En Friskole opstod og det har reddet byen, mener jeg. Skolen og byen har vist og viser dagligt, at den IKKE vil lukkes ned. Et stærkt signal sendes ud til resten af øen og også helt til hovedstaden. Det er tilsyneladende noget der trækker i folk, for det er nu næsten umuligt at købe en bolig i Svaneke, Listed og Aarsdale. Endnu mere umuligt er det at finde noget til leje. Flere af klasserne er næsten fyldt op på skolen og nu er det endelig afgjort at byens pasningstilbud stadig består.

Jeg sidder som sagt på sidelinjen i Østermarie, men det er fantastisk at opleve, og mon ikke det smitter lidt af herinde på øen. Jeg håber på en sidegevinst til Østermarie, for her er der ligeledes engagerede mennesker, masser af plads og billige huse.

Hvem vil ikke gerne være en del af en succes? Det viser sig også tydeligt i Klitmøller i Nordjylland. Her er det umuligt at opdrive en bolig, for også her har driftige mennesker opnået at skabe et miljø, som der tales om – endda i udlandet. Her er det surf-kulturen der er i centrum, men gad vide om alle hopper op på brættet? Næppe.

Måske er det slet ikke stedet/placeringen som er afgørende. Er det netop ekkoet fra handlekraftige og igangsættende mennesker, som tiltrækker? Det tror jeg faktisk mest af alt på.

 

Jeg ser, at der i sol og måne er tegn på, at trenden med at flytte fra land til by, bremser lidt op her i DK. Mange er frustrerede over prisniveauet på boliger i de store byer, de mangler plads, nærvær, natur og frisk luft. Jeg forstår frustrationen og kan kun anbefale at springe ud i et andet og nyt liv i Udkantsdanmark.

 

 

15 jun

Link til DR-debatten

Foto fra livedebatten
Foto fra livedebatten

Link her: DR Folkemødedebat

Det her er en rigtig spændende diskussion mellem Kim Ruberg fra Danmark på Vippen, Per Thye Rasmussen fra Regional Erhvervsudvikling i Dansk Erhverv og Sara Line Bohn fra Dansk Bygningsarv (og Yderområder på Forkant)

Situationen er naturligvis præget lidt af kameraer og publikum. Jeg synes, jeg fik sagt noget væsentligt og ikke mindst, fik Kim Ruberg fra “Danmark på Vippen” sat tingene på plads.

Jeg lærer lidt om min egen formåen, hver gang der er kamera på, og ved denne lejlighed, kunne jeg næsten ikke huske, hvor jeg havde boet i mange år…. ØØØØØØsterbro! Sådan er det med nerver!

Jeg kommer ind i debatten efter ca. 32 min.

 

13 jun

Travle dage for Fru Udkantsdanmark

En lidt stor DR-scene til mig, synes jeg....
En lidt stor DR-scene til mig, synes jeg….

 

Egentlig synes jeg ikke, politikerne er blevet konfronteret nok med problemerne i Udkantsdanmark, men her til sidst i valgkampen er der sket noget. Heldigvis!

På Folkemødet er der rigtig mange debatter/oplæg/diskussioner om netop Udkantsdanmark og heldigvis har der også lydt mange positive ytringer imellem alle de alvorlige. Men vigtigt er det, at emnet Udkantsdanmark kom på tapetet. Og lad det så ikke blive ved snakken, tak.

Jeg ville ønske, jeg kunne nå alle disse debatter. Nå at dele mine Udkants-kort ud, og i det hele taget ‘blande’ mig så meget som muligt. Men men men, døgnet har kun 24 timer, og jeg har et civilt arbejde, to børn og en kæmpe have.

Jeg er bare glad for, at jeg nåede at deltage i en vigtig panelsnak torsdag aften i DR- teltet, og at en DR journalist fik skrevet en ganske god artikel om mit/familiens valg. Læs den i linket hernede under:

DR interview om egne valg

Torsdag morgen var jeg inviteret i Go’morgen Danmark sammen med Finn Jorsal fra Cold Hawaii (Klitmøller) og Susanne Hovmand fra Knuthenlund økolandbrug på Lolland. De er begge nogle gæve folk, som, ligesom jeg, kæmper en sej kamp. Sammen fik vi udtrykt ønsker og holdninger, som efterfølgende blev forholdt Kristian Jensen (V) og Carsten Hansen (S), minister for  bla. landdistrikterne. Det var helt udmærket og ‘måske’ bliver vi hørt…..

Susanne Hovmand, Finn Jorsal og undertegnede
Susanne Hovmand, Finn Jorsal og undertegnede

 

Kristian Jensen ville have det her billede.... Pga. af t-shirten vel og mærke. Jeg har lavet den på Vistaprint-billigt
Kristian Jensen ville have det her billede…. Pga. af t-shirten vel og mærke. Jeg har lavet den på Vistaprint-billigt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

28 maj

Hashtag UdkantsDanmark

#drdinstemmeJeg er meget glad for at bo i Udkantsdanmark, men jeg er ikke naiv. Derfor vil jeg gerne blande mig i debatten om, hvorvidt forholdene for Udkantsdanmark skal forbedres. Hele mit projekt går netop på, at flere skal flytte ‘herud’, og det gør de først (må jeg nok sande….), når Udkantsdanmark bliver mere ‘tilgængeligt’.

Jeg vil gerne, at politikerne husker ‘os’ ved dette valg og især bagefter selvfølgelig. Intet er værre end, hvis de lover og lover og intet holder efterfølgende. Jeg er dog, desværre, nedtryk fra starten, for jeg frygter, at vi igen bliver glemt, og at politikerne i virkeligheden er ret ligeglade med Udkantsdanmark. Tænker de mon: “Det er ‘naturens gang’, at ekstremt mange flytter til de store byer” ? Så har de desværre ikke forstået, hvilke knapper de kan trykke på. Hvilken magt de egentlig har. Politikerne bestemmer faktisk rigtig meget over, hvor danskerne ‘kan’ bosætte sig. Det handler om arbejdspladser, uddannelser, skoler osv osv. Den smøre skal I få en anden dag…..

Men vil du være med til at påvirke, hvad der skal diskuteres under valgkampen, så brug # (hashtagget) #DRdinstemme og #tv2valg , hver gang du poster noget vigtigt fra ‘Udkanten’. Jo flere posts med disse hashtags, jo oftere tror jeg, medierne/journalisterne vil spørge politikerne til forholdene i Udkantsdanmark.

Lad os sammen få politikerne i tale!

1 mar

“Pris”værdig

image

Jeg er SÅ stolt. Jeg laver noget som andre sætter pris på og har derfor vundet prisen som årets ildsjæl i Region Hovedstaden. Også kaldet Landdistriktprisen. Udskrevet af ministeriet for by, bolig og landdistrikter.

Det er jeg så uendelig stolt og taknemmelig for. Armene kan ikke komme ned af bare begejstring, og jeg må leve med sovende arme, for de kommer ikke ned de nærmeste dage.

Tænk at min ide, mine ord og mine billeder er fundet gode nok til at måle sig med andre nominerede, som med garanti, havde fortjent prisen ligeså meget som mig.

Nu er jeg så sammen med fem andre regionale vindere gået videre til den store pris; Årets Danske Ildsjæl 2015. Det afgøres i april.

Prisen for Årets iværksætter i Region Hovedstaden blev også uddelt i dag ved samme lejlighed. Den gik til Nexø Ure Denmark (Marie og Martin Heidemann). Mange gange tillykke til dem

Vinderne i Region Midtjylland:

Ildsjæl: John Clausen blev ildsjælen for initiativtager til Geopark Vestjylland.

Iværksætter: Johnny Høgild for sin virksomhed der renoverer og sælger gl. landbrugsprodukter

Vinderne i Region Sydjylland:

Ildsjæl: Christel Seyfarth, for at arrangere strikkefestival på Fanø.

Iværksætter: Louise Badino som har skabt en forretning ud af at arrangere bryllupper på Ærø.

Vinderne i Region Sjælland og Nordjylland er endnu ikke fundet.

Det er dejligt, at alle disse iværksættere og ildsjæle knokler på og ikke taber gnisten. Aldrig har det været så vigtigt, eftersom jeg synes, at både de nationale- og regionale politikere har travlt med at gøre det svært og mindre attraktivt at leve her i Udkantsdanmark.

Uddelingen, hvor jeg som skrevet blev en af vinderne, foregik i den gamle færgeterminal på Havnen i Hundested i Halsnæs kommune. Der var linet op med rød løber, god lokal øl fra Halsnæs Bryghus og noget så urbant som en ”walk’n talk tapas’. Der er var fin musik og en venlig mand med noget af en borgmesterkæde.

Hundested har også deres bøvl med tilflytningen. Det er ikke helt forståeligt, for der er vel omkring 50 min. togtransport til Hovedbanegården, og det kan da umuligt være værre end at sidde en time på Køgebugt-motorvejen for at nå til f.eks. Hundige i myldretiden. Hundested har en altid levende havn med spisesteder, havnehytter, en skøn lille sandstrand, lækker legeplads osv.  Charmerende er det også, at have den lille færge til Rørvig som baggrund for det hele.

Jeg spekulerede, ved min alt  for tidlige ankomst på, om det på den denne tid af året mon var muligt at få sig en kop god kaffe i byen. Det var det. Jeg fik både kaffe, kage og ualmindelig god betjening på Cafe Cup’n Cake på hovedgaden. Kan anbefales.

cafe cup og kage

 

 

 

Cafe Cup’n Cake i Hundested.

Uden for byen finder man  Knud Rasmussens smukke mindestuer, hvorfra man kan skue efter fortidens sælhunde. Og er man til disiderede vandaktiviteter skal man huske at besøge wind- og kitesurfer paradiset Lynæs blot få kilometer fra Hundested.

image