16 dec

Tryghed i Udkantsdanmark

 

FullSizeRender

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Undskyld den ringe billedekvalitet.

Rigspolitiet offentliggjorde i sidste uge en oversigt over (tryghedsindeks), hvorvidt danskerne føler sig trygge i deres boligområde. Også om danskerne føler sig trygge ved deres politi, blev “målt”.

Det viser sig generelt at danskerne er meget trygge, men jeg må fremhæve det “område” jeg selv er bosat i, for her på Bornholm er der virkelig en følelse af tryghed blandt beboerne. Også tilliden til politiet er i top.  Undersøgelsen afspejler meget godt det, jeg selv føler og det jeg til daglig oplever. Her hører man meget sjældent om alvorlig kriminalitet, og det påvirker folk meget positivt. Jeg kender utallige bornholmere som aldrig låser deres hoveddør og som lader nøglen sidde i bilen derhjemme. Folk tror det bedste om hinanden, og det er så sundt for den indre paranoia. Det gør også, at man på sin børns vegne er tryg, og lader dem færdes mere selvstændigt.

I undersøgelsen kan man se, at københavnerne er dem, som føler sig mest utrygge, desværre.

Når man spekulerer på, hvorfor lige Bornholm topper listen, må det have noget at gøre med det mindre øsamfund. Selvom vi bor meget spredt herovre, føles det tæt – i overført betydning. Mange kender hinanden på kryds og tværs. I endnu mindre øsamfund må trygheden også være i top. Det er også lidt dumt at være kriminel på de små øer, da du efter ugerningen må vente på den næste færge…..

 

25 nov

Et andet liv i Udkantsdanmark

rikke og rasmus

Jeg bliver meget ofte konfronteret med kommentaren om, at jeg jo sagtens kan sige: Flyt-til-Udkantsdanmark, men at arbejdet ikke hænger på træerne i den del af Danmark, så ideen/drømmen er umulig at realisere. Det er rigtigt, at der er meget arbejdsløshed, men her kommer historien om, at der også er andre muligheder, hvis man virkelig vil det.

Rikke og Rasmus Brandt er eksemplet på, at livet kan leves fuldt ud i Udkantsdanmark. De lever det på én indkomst og har gjort det i mange år.

Rikke på 36 år og Rasmus på 39 år bor med deres tre børn i Ølene på Bornholm. De bor på Lausgård, som består af ca.190 m2 bolig og tilsvarende størrelse sidebygning. Til gården hører 1,7 hektar jord, som primært er brakmark og skov.

Hvordan kan det lade sig gøre, tænkte jeg, og har derfor tilladt mig at spørge ind til økonomien og livsstilen.

I ni år gik Rikke hjemme, mens Rasmus arbejdede som pædagog i en naturbørnehave, men for ca. et halvt år siden byttede de roller, og nu er det Rasmus, som er hjemmegående, mens Rikke arbejder på fuld tid. Børnene er nu ni, syv og fem år gamle, og det er derfor kun den yngste, Oscar, som fast går hjemme hos far. De to store, Ivalu og Emil, kommer direkte hjem efter skole.

Rikke arbejder som handicaphjælper. Hun pendler til Kbh, hvor hun så vidt muligt tager 72 timers vagter, hvilket gør, at hun er hjemmefra ca. to gange om måneden.

At der kun er en i hjemmet som arbejder, er et yderst bevidst valg, og handler ikke om arbejdsløshed eller evt. sygdom. Det handler om at skabe et roligt og afbalanceret familieliv. Et valg, som tydeligt viser sig i nærvær og tid. Der er tid hos Rasmus og Rikke. Tid til børnene, tid til hinanden, tid til hus, dyr, hobby og have.

Jeg kommer ofte i Rikke og Rasmus’ hjem og der er intet religiøst over deres liv. Det er ikke et opreklameret nærvær, hvor andre næsten føler sig ekskluderet. Der er bare smil og overskud, udover at de selvfølgelig, som alle andre, også bøvler med alverdens udfordringer ved at være menneske.

Det virker næsten for godt til at være sandt, men når jeg kritisk spørger til manglende karriere og penge, hverken provokerer det, eller giver anledning til suk. De mangler ikke noget!

Ambitioner i et arbejdsliv, er ikke udelukket eller aflyst. Det kan komme senere, men et arbejde er ikke identitetskabende for Rikke og Rasmus.

Der er tilsyneladende råd til det gode liv på trods af kun én indkomst, men hvordan? Rikke og Rasmus købte gården i 2003. Den var billig og trængte til en kærlig hånd. De har i den grad revet ned og bygget op, men da de begge er mere end almindelige ”handy”, så har de gjort det meste selv over lang tid, og de er stadig i gang.

Rikke og Rasmus er født og opvokset på Bornholm og de har familie og et stort netværk på øen, så der er altid hjælp og rådgivning at hente. Der arves og gives meget i kredsen af venner og familie. Børnene kom til fra 2005 og da Rikke eller Rasmus har været derhjemme, er institutionspladser blevet sparet.

Husets varmekilde er kornfyr og brændeovn (med eget brænde naturligvis), mens elregningen ’betales’ med solenergi.

Over tid er haven også taget i brug og nu giver den grøntsager, frugter og bær langt ind i vinteren. Ca. 20 høns giver også æg og lidt kød, mens to sæsongrise (født vinter slagtet til efterår) i den grad giver kød til husholdningen.

I det hele taget er mad et vigtigt element i familiens liv. At der er tid til at lave mad med gode råvarer (helst egne), hver dag, er en stor prioritering. De bruger ikke penge på at spise ude, men en stor del af månedlige budget går til indkøb af gode økologiske produkter. Måltiderne og maden er en værdi i sig selv for familien.

Men hvad med rejser og materielt forbrug? Familien rejser. Måske ikke så meget som andre familier, og skiferier er f.eks. ikke en prioritet p.t. Men de kører gerne nordpå i Europa i deres folkevognsrugbrød. Der spares også sammen til den helt store østentur med rygsæk. Det skal nok blive til noget om et par år. Den slags drømme HAR ben at gå på, de realiseres bare langsommere og der tages ikke lån i banken.

Det er en prioritering at leve på EN indkomst og der skal tænkes over valg og fravalg, men det KAN lade sig gøre uden at gå på kompromis med ’det gode familieliv’.

rikke rasmus