9 aug

Dybbøl Banke

dybbøl

Min sommerferie byder altid på ture til Jylland. Jeg er af naturlige årsager ofte i Kolding, hvor mine forældre stadig bor i mit barndomshjem, men på en blæsende dag tog vi en tur sydpå til grænselandet. Jeg har længe gerne ville på Dybbøl Banke museet, som jeg har hørt meget positivt om. Tilmed har jeg også læst “Slagtebænk Dybbøl” for år tilbage og undervist i 1864-krigen i folkeskolen. Det var på tide, at jeg kom afsted til stedet, hvor så mange unge mænd mistede livet, og så meget dansk jord og dansk “selvforståelse” kom på tyske hænder.

Vi blev dog først nødt til at stoppe i den lille smukke by Broager. De har nemlig den smukkeste kirke med tvillingetårne. Der er ingen tvivl om, at kirken havde (har) stor betydning, som den rejser sig stort og smukt lige midt i byen. Kristendommens indflydelse er indiskutabel, når man kører rundt i Danmark. Kirken ligger som regel altid på på det højeste sted og danner en smuk ramme for enhver landsby.

IMG_3117

I Broager er der både tysk- og dansk talende beboere, hvilket afspejler sig i børnehaver for begge sprog. Det fungerer tilsyneladende fint side om side – tankevækkende, synes jeg.

Broager har også lige gjort sig positivt opmærksom, da der skal oprettes en “økolandsby” netop der. Lyder det spændende, så tjek linket her:

Øko-landsby i Broager

Der var ingen tvivl om, at vi var kommet til en banke (bakke), da vi parkerede. Det blæste enormt. Jeg har nok en meget god indlevelsesevne og jeg kan udmærket forestille mig, hvordan det har været at ligge i dagevis/ugevis/månedsvis i en skyttegrav i frost/slud/regn og i konstant mentalt- og fysisk beredskab. Det har været RÆDSELSFULDT!!!! Soldaterne havde nok ikke overskud til at se, hvor smukt der egentlig er heroppe fra toppen af bakken. I alle retninger er der udsigt, til marker, mølle, fjord og Sønderborg.

Når jeg kommer med børn til museer, elsker jeg når der er aktiviteter. Der skaber liv og god indlevelse for børnene, at de kan pille, “prøve” og i det hele taget få diverse sanseoplevelser. Det er de danske museer blevet meget bedre til siden jeg var barn- og det uden, at det bliver ren tivoli, som det aldrig må gå hen og blive.

Jeg kunne måske godt bruge lidt mere oplysning om det krigen førte med sig. Om det mistede land, den mistede befolkning og, og hvad en krig gør ved et land/en landsdel. Jeg ved, at netop denne krig lagde sig som en dyne af sorg over Sønderjylland.

IMG_3136

PicFrame-4

 

Gudskelov kom noget af det tabte land tilbage i 1920, eftersom Tyskland havde tabt 1. verdenskrig. Sønderjylland har bare været mere udsat, når det kommer til krig mod tyskerne, men det kan man ikke mærke idag. Sønderjylland er et skønt og smukt sted, og jeg kan anbefale at køre en tur over Banken.

 

21 jul

QLF Lolland-Falster

image

Alle udkantsområder burde have en QLF-Forening.

Jeg håber personligt på, at der sidder nogle initiativrige kvinder på Bornholm, som vil arbejde for en søster-klub her på Bornholm. (og ja, jeg ved godt, at sådan noget starter med én selv…..)

QLF står for “Quility – Lolland – Falster”.

Foreningen har kun kvindelige medlemmer (p.t. ca. 1400) og har eksisteret i ca. seks år.

De startede med at være en lille flok bosiddende kvinder, som ønskede at byde tilflytter-kvinder meget velkommen og fortælle dem, at de skal være stolte af at flytte til dette fantastiske sted.

De har netop “bedrevet” deres største succes, da Kirsten Sydendal fra bestyrelsen var med-primusmotor for  #Lollandfalsterlovestorm. Det var reaktionen på TV2’s program “På røven i Nakskov”, som fuldstændig bombederede de sociale medier.

image

#Lollandfalsterlovestorm var et stærkt og klogt træk fra en landsdel, som er så ufattelig træt af evindelig dårlig omtale. Personligt oplevede jeg, at Lovestormen fyldte meget mere i mediebilledet end serien på TV2. Det overskyggede simpelthen det enormt dårlige doku-soap-program, som iøvrigt kan produceres i enhver by i Danmark.

Lovestormen fik sat et par ting på plads. Lolland-Falster har en yderst smuk natur og en stærk, stolt og engageret befolkning.

QLF kan dog mere end bruge de sociale medier. De har en fredagsbar som, hver den første fredag i måneden mødes et nyt sted på øerne. Baren er tænkt som et sted at lære nye kvinder at kende. Et sted, hvor tilflyttere kan mødes og blive introduceret til nye bekendtskaber. Jeg garanterer for, at der også networkes og skabes kontakter, som kan bruges privat OG arbejdsmæssigt. Kvinder er ret gode til det der – at mødes og hjælpe hinanden.

QLF står også bag en lille udgivelse om livet på Lolland-Falster, “Det gode liv”. Her kan man få en indsigt i, hvad andre finder værdifuldt ved livet på Lolland-Falster, og høre hvilke overvejelser, de har gjort sig.

image

Overvejer du at flytte til Sydhavsøerne, eller er du i tvivl om, hvorvidt der er kompetente mennesker dernede, så tjek ind på QLF hjemmeside . De er også at finde på Facebook – selvfølgelig.

15 maj

Indvandrere/flygtninge i Udkantsdanmark

asylcenter toftlund

“Da krigen kom til Toftlund”

I mandags sendte DR1 første afsnit af en ny doku. serie i fire dele. Udsendelserne hedder “Da krigen kom til Toftlund” og viser, hvordan et lille bysamfund i Sønderjylland modtager syriske flygtninge. Vi er med fra beslutningen om etablering af asylcenteret, og nåede ved slutningen af afsnit 1, til flygtningenes indflytning. De næste tre mandage kan vi så se, hvordan forholdet mellem sønderjyderne og syrerne udvikler sig.

Borgerne i Toftlund er fra starten meget splittede. Nogen byder dem velkommen, andre har sværere ved at se det positive i nye udenlandske borgere i byen. Jeg tror, at Toftlundborgerne giver et meget godt og sandfærdigt billede af, hvordan danskere har det med flygtninge/indvandrere i DK. Alle følelser kommer til udtryk. Nogen er vrede, nogen er bange. Andre er hjælpsomme, nysgerrige. Så er der dem, som ser det som en gevinst og igen dem, som vil vise dem døren. Debatten om flygtningen/indvandrere kan i den grad sætte danskernes følelser i kog og det sker også i Toftlund. Kommunen ser nok først og fremmest et asylcenter som en økonomisk gevinst. Det giver arbejde til byens forretningsdrivende og måske også et lille plus på kommunekontoen.

Det jeg så på TV mandag, har jeg selv set på nærmeste hold, da vi for knap et år siden fik et asylcenter her på Bornholm, hvor jeg bor. Nøjagtig det samme udspillede sig her. Nogen var for- og andre meget imod et asylcenteret. Det “kogte” i lokalavisen og på Facebook.

Jeg har ikke set mere af serien end alle andre, men noget siger mig, at det kommer til at gå godt. Noget fortæller mig, at tingene udvikler sig, som de har gjort her på Bornholm. At de meget negative forudsigelser bliver gjort til skamme og at de syriske flygtninge kommer til at blive en form for gevinst for Toftlund. Naturligvis kommer alle ikke til at knus-elske asylcenteret, det gør alle i hvert fald ikke på Bornholm, men de meget negative og bange forudanelser bliver ikke indfriet. Asylcenterets beboere er ikke stor-kriminelle, de er ikke sløve, dovne og tyvagtige. De er helt almindelige mennesker, som af forskellige årsager er tvunget til at forlade deres eget land.

Men lad os se de næste tre mandage.

Samtidig er jeg ved at læse Kaare Dybvads “Udkantsmyten”. En utrolig god bog, som også kommer ind på flygtninge/indvandrere. Han påpeger, at noget tyder på, at landdistrikterne/de små samfund er temmelig gode til at integrere flygtninge/indvandrere. At en del af dette foregår helt automatisk, fordi der simpelthen ikke er mulighed for ghettodannelse i mindre byer. At borgerne i de små samfund interesserer sig mere for naboen, at de inkludere bedre, fremfor at isolere. Jeg skal ikke spille særlig klog på dette område, men noget siger mig, at det er sandt.

kaare dybvad

Pga. mange krige, konflikter og ekstrem fattigdom i verden p.t. er der åbnet mange nye asylcentre i hele Danmark de seneste par år. Der er ganske givet mange, som er stærkt imod det, men man ser også ligefrem kommuner, som med glæde tager imod. På Ærø, Bornholm og Langeland ved jeg at de har haft positive oplevelse med de nye borgere – og nu måske også i Toftlund!

Det skal, for ordens skyld, skrives at jeg selv arbejder med asyl- og indvandrerbørn. Mine egne oplevelser fra Bornholm er meget positive, så jeg er selvfølgelig “farvet” i denne sammenhæng.

 

28 apr

Vinderen af Ildsjæleprisen 2015

image

I sidste uge var der stor Landdistrikts-konference på Sørup Herregård på Sjælland. Konferencen var arrangeret af Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter og jeg var inviteret, da jeg er en af de regionale vindere af Ildsjæleprisen. Desværre var det ikke muligt for mig at deltage,, så jeg kan ikke berette ordentligt fra konferencen. Men fra videoer og opdateringer kan jeg se, at det var både spændende og lærerigt. Titlen på konferencen var: “Fra politik til praksis” og sådan håber jeg det går. På det seneste har Udkantsdanmark, politisk, været en varm kartoffel, så handling bag ordene, vil være dejligt.

Et vigtigt punkt på dagsorden for konferencen var kåringen af Danmarks Ildsjæl og Danmarks Iværksætter 2015 – især for mig!

Jeg kunne godt regne ud, at jeg ikke havde vundet, hvilket var helt på sin plads. Men jeg var godt spændt på vinderen…. Det blev, i min kategori, Christel Seyfarth. Hun har arrangeret strikkefestival på Fanø, hvilket trak mere end 10.000 mennesker til øen i september. Se DET, kan jeg ikke rigtig hamle op mod! Tillykke til Christel Seyfarth.

Årets Iværksætter blev Johnny Høgild fra Jylland, som producerer landbrugsmaskiner til kvægproducenter.

Hvis du trykker på linket nedenunder, kommer du ind på Liv og Lands hjemmeside, hvor der ligger to introduktionsfilm med alle de regionale vindere. Scroll lidt ned af linket, så ligger de der. Jeg er med i Ildsjæle-filmen til sidst.

Introduktion til de regionale vindere

4 apr

Gram Slot på en grå dag.

gram 3 en af de allermest grå dage i februar var jeg med mine børn og forældre i Gram i Sønderjylland Mine forældre havde forinden fortalt mig om det meget fortagsomme ægtepar, som år forinden havde købt Gram Slot og nu havde iværksat alverdens arrangementer.

Navnet Gram passer i øvrigt fantastisk til netop den dag – det betyder Grå Hjem. Gram er en del af Haderslev kommune, hvilken IKKE er en såkaldt udkantskommune, men den har det ikke let, og det vælter ikke ind med tilflyttere.

Gram slot er smukt efter min smag. Bygget i røde mursten, står det midt i det flade Sønderjylland. Det er ikke vanvittig stort og prangende, men fint og enkelt. Efter sigende skulle hver af de tre fløje være bygget i hver sit århundrede. Det første i 1470.

Mit første indtryk var, at her er der ingen adelig snobberi. Det kunne være et fejlagtigt indtryk, men f.eks. er det muligt at gå næsten hele vejen rundt om slottet. Kun et meget lille område er privat, ellers er det bare at komme nærmere. Naturligvis er det en forretning, men jeg synes det vidner om ejere med begge ben i den jyske muld.

Ejerne er ægteparret Sanne og Svend Brodersen. Slottet købte de i 2007 med en ide om at gøre det til et “Fyrtårn” i Sønderjylland. Slottet havde stået tomt i 25 år, og det var mildest talt et stort projekt at sætte i søen. Noget tyder i midlertidig på, at parret er ægte iværksættere, for jeg skal love for, at der her sker ting og sager. Først og fremmest er slottet et landbrug, men der er mange andre erhverv tilknyttet slottet, som jeg her lister.

  • Et økologisk landbrug med bl.a. mange malkekvæg.
  • En gårdbutik, som også indeholder en hyggelig cafe. (Her kan mælken selvfølgelig også købes).
  • En del af slottet kan lejes ud til fester, konferencer og arrangementer
  • Store arrangementer såsom koncerter, markeder osv. afholdes i parken eller i de kæmpe lader, som knytter sig til slottet.
  • Udlejning af ferielejligheder
  • Rundvisninger, foredrag, kaffebord osv.
  • Naturskole for børn.
  • Jagt og fiskeri.
  • Snedkeri med speciale i bevaringsværdige og fredede ejendomme.

Træk vejret; Der er sat skibe i søen siden 2007!!!

gram 2

Vi skulle blot se os omkring og drikke en kop kaffe i gårdbutikken, da vi var så heldige at løbe ind i “Slotsfruen” Sanne Brodersen. Hun bekræftede præcis den stemning, jeg straks havde fornemmet. Hun var imødekommende, usnobbet og stolt over at være bosiddende i Sønderjylland. Tydeligvis har vi at gøre med slotsejerne med energi, gå-på-mod og visioner. Intet gøres middelmådigt, og der arbejdes hårdt for, at Gram Slot skal skabe liv i et trængt område af Danmark.

Jeg vil gerne komme igen. Et sønderjysk kaffebord frister på en søndag og en spøgelsestur lokker på en fredag……

Tjek de mange arrangementer på www.gramslot.dk

gram 1

 

26 dec

Mad i Udkantsdanmark.

imageimage

Juleferien har givet mig tid til at læse og da jeg, som en før-julegave, har fået bogen “Lolland-Falsters spisekammer” var det bare at gå igang…..

Ubevidst tror jeg simpelthen også at bogens mange frodige og lysende høstbilleder forførte mig – tog mig langt væk fra virkelighedes decembermørke og mudder! Det var tiltrængt med et smut til lysere årstider.
Når jeg hører stednavnet Lolland-Falster tænker jeg straks to tanker;
1. Fladt roeland. 2. Tilflugtssted for ludfattige Københavnere.
Jeg er sikkert ikke den eneste med de to fordomme – desværre, og Gudskelov er jeg også de senere år blevet klogere, og ikke mindst åbner denne bog her mine øjne for et mere nuanceret og ufattelig frodigt Lolland-Falster.
Bogen rejser Lolland-Falster tyndt efter mad af god kvalitet (pædagogisk indtegnet på kort), og man møder mennesker som dyrker deres lidenskab for særlige dyr/kød og fødevarer.
Læs den, brug opskrifterne og lad dig inspirere til en tur til de frodige øer sydpå.
I bogen følger opskrifter til hver enkel “fødevare”, og jeg kan anbefale opskriften på julens and. Netop fuldt og netop fortæret….. Mums, det lader sig gentage.
Jeg er ganske givet glad for mad, men det der, for mig opleves stærkest, er fotografierne. De er utrolig smukke og får mig igen og igen til at sige; Flyt-til-Udkantsdanmark. Og….. Lad enhver Udkantskommune få sig sådan en fødevare-udgivelse (tip mig, hvis du kender til nogle gode egnsbøger).