18 sep

Kultur i Udkantsdanmark

 

Nogle tror, at kulturlivet leves i de største danske byer med København som midtpunkt, men faktisk har jeg erfaret at mange udøvende kunstnere lever og inspireres af naturen langt fra de større byer. Og de kunstinteresserede findes også herude, hvor kragerne vender.

På Bornholm har vi hvert år en kulturuge (ni dage – d.15.-24. sep.), som drives og arrangeres af ulønnede engagerede bornholmere. Det er fantastisk, hvad de kan stille på benene af kulturarrangementer. Der er næsten tilbud inden for enhver stilart. Musik, billedkunst, teater, keramik, installationer, dans, natur-kunst-vandringer osv. osv. Temaet er i år RUM, så det er i dette RUM, at kunstnerne har ladet sig inspirere.

Litteraturen har sit eget RUM i kulturugen. De har udgivet en lækker lille bog, hvor forskellige forfattere har beskrevet/afskrevet/udskrevet/indskrevet et maleri i et RUM på Bornholms Kunstmuseum. Det er en fin lille udgivelse. Under festivalen er der bl.a. oplæsninger af disse forfattere.

Flertallet af kunstnerne er danske, men de er ikke nødvendigvis lokale. Det hele handler ikke om Østersøen og klipper, der er mere og andre RUM i Kulturugen end øen i søen.

Derfor skal man ikke betænke, at det blot handler om klippeøen eller, hvorvidt det er lokalpatriotisk. Det synes jeg er dejligt, udadvendt og favnende.

Du kan nå det endnu og tjek venligst lige det brede og store program ud på:

http://www.bornholmskulturuge.dk/

http://www.jhfestival.dk/

 

 

23 mar

Kan en tilflytterkonsulent gøre en forskel?

 

Mange af de såkaldte Udkantskommuner har problemer med fraflytning. Især de unge flytter til de store byer for at tage videregående uddannelser, og alt for mange kommer ikke tilbage. Hele verden er ramt af urbanisering – sådan har det faktisk været i mere end 100 år. Er der noget som helst der kan ændre på den retning verdens befolkning har taget? I Danmark, hvor vi er rimelig frie og lige, kan visse tiltag gøre en forskel. Der er steder i DK, som mod al forventning, har vendt udviklingen. Det handler rigtig meget om brand, udvikling og omtale, men kan en tilflytterkonsulent også gøre en forskel. En tilflytterkonsulent som yder service med et hav af praktiske ting? En person, som alle 37 timer om ugen arbejder for at tiltrække og hjælpe tilflyttere?
På Bornholm har man valgt at gå “all in” og i to år betale en fuldtidsansat til udelukkende at arbejde for flere tilflyttere. Ansættelsen er finansieret af Business Center Bornholm, som naturligvis har stor gavn af kvalificerede tilflyttere. Det er ikke første gang at der arbejdes for tilflyttere, men denne gang er indsatsen meget målrettet og proaktivt. Der er kun en man skal kontakte og denne kontakt går videre med alt indenfor flytning, arbejde, bolig, skole osv.
Jeg har talt med en familie som netop har bosat sig på bornholm og som har haft god gavn af tilflytterkonsulenten.
Annette og Claus er flyttet fra Østerbro til Rønne på Bornholm. De kommer fra en lille lejlighed på femte sal og bor nu i eget hus. De er en sammenbragt familie med i alt seks børn, hvoraf de tre er flyttet med til Bornholm. De havde altså noget af et puslespil at lægge i form af huskøb, arbejdssøgning/start, skole- og institutionsvalg/start osv. En ting var beslutningen om at flytte hele familien, en anden ting var at få praktikken til at gå op, og det, ovenikøbet meget hurtigt.
I forbindelse med deres beslutning og flytning, mener Annette, at Bornholms tilflytterkonsulent, Rune Holm, har haft en afgørende rolle. Faktisk en altafgørende rolle. Rune Holm var inde over alt, lige fra jobsamtaler, huskøb til institutionsplads.
Da Annette og Claus var i gang med overvejelserne ved en evt. flytning var det faktisk Rune Holm der havde taget kontakt til skoler på Bornholm, som evt. kunne få brug for en lærer som Annette, og da jobsamtaler kom i hus, var det også tilflytterkonsulenten som kørte Annette rundt til aftalerne. Da huskøbet i Rønne indbefattede en “hjemløs” måned var det også tilflytterkonsulenten, som arrangerede en måned på hotel, som var til at betale og at flyttekasserne blev opbevaret. Det var også Rune Holm, som fik kontakten på plads, så de to yngste kunne komme i børnehave og vuggestue.
Her er der altså tale om en stor familie, hvor utrolig mange ting skal arrangeres og gå op i en højere enhed, før en flytning er fuldendt. Noget tyder altså på, at en aktiv tilflytterkonsulent kan være en virkelig stor hjælp her. Deri ligger også en stor motivationsfaktor – tilflytterkommunen VIL yde noget for nye borgere. De ønsker virkelig tilflyttere og vil og kan “betale, hvad det koster”. Noget tyder på, at det betaler sig. Bornholm kan i hvert fald efter få måneder konstatere at flere er flyttet til-, eller har vist interesse for at flytte til Bornholm.
Er en tilflytterkonsulent det der skal til? En såkaldt “blæksprutte” som ikke er begrænset og har andre opgaver. En person som arbejder selvstændigt, tager kontakt, er synlig og ikke sådan lige giver op efter første afvisning?

Jeg tror det!

8 jan

Vilde heste og bisoner tiltrækker.

img_6044Folk flytter måske ikke til Langeland og Bornholm med begrundelsen, at de absolut vil være nabo til henholdsvis vilde heste og bisoner, men dyrene trækker immervæk et hav af mennesker på besøg. Og besøg kan vi også lide…… På det sydlige Langeland satte man for flere år siden ca. 20 vilde heste ud på et ca. 110 hektar stort område. Her skulle de leve frit og passe sig selv.

Det går nu, på 11. år, rigtig godt og hestene er blevet til en flok på ca. 70 – 80 dyr. Området er stort – meget stort, men det er altså et lukket område, hvor besøgende mennesker kan komme ind, men omvendt kan hestene ikke komme ud. Hvert år kommer der ca. 20 føl til, så for at holde flokken nede indfanges ligeledes 20 voksne heste, som flyttes til andre steder i landet. Området kan om vinteren ikke mætte flere heste, så derfor holdes antallet på 70-80 stk.

Ikke nok med at hestene trives og de lokker naturglade gæster til Langeland, så er der også en tredje fordel. Hestene passer nemlig det store naturområde, så det ikke springer i skov eller krat. Jeg bliver nødt til her at bruge udtrykket win win – selvom jeg hader det!

Hestene er af racen exmoor og kan derfor ikke, som race, kaldes vild. Men exmoor-racen menes at ligne den oprindelige vildhest mest. Og som man kan forvente, så er racen yderst robust.

På Bornholm blev der for fem-seks år siden udsat syv europæiske bisonokser. De skulle, som på Langeland, passe et kæmpe (ca. 200 hektar) skov- og moseområde og selvfølgelig også appellere til natur- og dyreelskere om, at lægge vejen forbi øen. Hele projektet har været en stor succes. Bisonflokken er blevet større og helt ufattelig mange mennesker kommer for at se dyrene. Ligesom på Langeland er bisonerne indhegnet, men også her kan vi mennesker frit gå ind og ud. Jeg ynder selv at gå rundt i området og observere det kæmpe dyr, en fascinerende oplevelse, som jeg nyder mere end et besøg i zoologisk have.

Når naturstyrelsen vælger at udsatte disse store dyr på Langeland og Bornholm er det en del af en større plan, og der er tænkt over flere faktorer. Som tidligere skrevet skal området alligevel passes, og disse store dyr gør det faktisk bedre og billigere end mennesker med store maskiner. Og de gør det på den nænsomme og sofistikende måde, hvorpå særlige arter får bedre vilkår. Desuden udsættes dyrene også som en del af en redningsplan. Disse europæiske racer er udrydningstruede, og det er derfor også en del af planen at skabe levesteder for racerne.

I de store byer bliver der ikke skabt levevilkår for andet en kloakrotter og mennesker, så kom ud og se noget mere seværdigt herude i Udkantsdanmark 😉

img_6048

26 okt

Brug naturen aktivt.

troelsÈn af måderne, hvorpå vi kan “redde” Udkantsdanmark er, at gøre mere opmærksom på den skønne natur, som fylder næsten alt herude. Tænk blot på, hvad Vesterhavet og de kolde bølger har gjort for Klitmøller/Cold Hawaii. Naturen i Danmark er oven i købet alsidig, og her skal du læse om Troels Bernth, som har skoven som sin legeplads. Det er i skoven han udlever sin passion for mountainbike og det er på cyklen han inspirerer andre. Troels bor på Bornholm. Han er tilflytter fra Sjælland og er helt bevidst flyttet ind midt på øen, ind i skoven – med sin kone og børn. Så bor han nemlig midt i den natur han elsker allerhøjest og lige der, hvor hans visioner skal realiseres. Troels har en vision om at gøre Bornholm til en unik mountainbike ø. Og nej, vi har heller ikke bjerge på klippeøen, men klipper 😉

Til ære for ALLE – turister og fastboere, nybegyndere og halvprof., børn og ældre, laver Troels og hans slæng af frivillige ruter/spor (trails) de skønneste steder på øen. De bruger meget af deres tid og mange kræfter på at skabe noget, som jeg tror, er fremtiden for Udkantsdanmark. Vi kan ikke konkurrere med de store byer om udbud af aktiviteter, asfalt og arkitektur, men vi kan bruge det vi har, nemlig naturen. Men det skal udbygges og udbydes. Troels har selv rejst rundt i verden med sin cykel og ved derfor, at der er et marked for mountainbiketurisme. Der er oplevelser og penge i at skabe noget unikt og spændende for mountainbikeentusiaster fra hele verden.

Troels har kontakterne på plads. Han har først og fremmest sin faste makker Christian Terry, og sammen med en gruppe af mountainbikeentusiaster ordner de det praktiske. De planlægger, køber ind og bygger. Sammen med skov- og naturstyrelsen foregår alt indledende arbejde. Hvor må der cykles, bygges, og med hvilke materialer? Alt skal cleares, da det er vigtigt at naturen bruges med respekt. Respekt for dyrene, historien og alle andre som færdes i skoven. Det har aldrig skabt problemer og skoven midt på Bornholm er stor, så stor, at der er plads til alle. Det er også naturstyrelsen, som betaler for byggematerialer. Når nye spor etableres eller gamle genskabes foregår det ligeledes med materialer godkendt af styrelsen, og det er så vidt muligt med skovens egne materialer.

troels-3

Troels arbejder sammen med Destination Bornholm når sporerne skal promoveres. For der skal naturligvis midler til for at komme ud med budskabet om Udkantsdanmark som mountainbike-paradis. Troels selv kan kontaktes på FB under “Trailskipper Mountain Bike Guide, Bornholm” Af ham kan du blive inspireret, få fif og de bedste guideture.

Gang på gang møder jeg i Udkantsdanmark engagerede mennesker som Troels. Selvfølgelig sidder de også i byerne, men jeg synes, de er helt utrolig synlige herude. Måske er det fordi vi alle er vidende om, at hvis vi bare lader tiden gå, så går det ned af bakke. Vi skal gøre noget, og det er synligt, at selv den enkelte kan gøre en forskel.

Tænk engang; Når nu alt forskning peger på at naturen kan hele vores sjæl og motion kan hele vores krop, så er det jeg siger: What´s not to like!

troels-2

 

29 jun

Modvind.

shutterstock_96884395 (2)Jeg har ikke for vane er brokke mig her på bloggen, men dette indlæg er en undtagelse – så er du advaret.

Vi har meget vind herude i Udkantsdanmark. Østermarie, hvor jeg bor, ligger højt og derfor (gætter jeg på) har kommunen udset stedet som den perfekte placering for KÆMPE vindmøller. Det kan de sgu ikke være bekendt. Byen/området kæmper hver dag for at få nye tilflyttere, som skal få øjnene op for skønheden i vores område også ønsker de at plastre det til med store, larmende og blinkende vinger. NEJ tak, siger jeg og alle mine medborgere.

De tænker måske også at Østermarie-beboerne bare finder sig i hvad som helst. At vi ikke er typerne som når langt med vores klager eller, hvad ved jeg. Eller tænker de, at vi er det sted på Bornholm, hvor husene er billigst og derfor taber mindst? Men vi taber ikke kun vores mulighed for at sælge vores huse, hvis nødvendigt. Vi taber vores stilhed, vores natur og vores lys.

Mange udkantsområder er blevet “ramt” af vindmøller og det er ikke rimeligt. Jeg ved godt det er dyrt at placere dem i havet, men det er der de hører til. Jeg ved også godt, hvem der kommer til at betale for den dyre placering i vand, men jeg ønsker ikke at betale vores fred, ro og skønhed her i Østermarie.

Og i øvrigt – jeg er selvfølgelig tilhænger af miljøvenlig energi.

27 maj

En artikel i Tidende

image
Foto af Jan Feliks Tomczyk.

Næh nej, jeg har ikke ligget på den lade side den seneste tid.

Det er blot haven og arbejdet, som har fået opmærksomheden. Bloggen har der ganske enkelt ikke været tid til. Og så var det, at jeg skulle skrive en artikel til Bornholms Tidende. Den kommer her, for den er aktuel for hele Udkantsdanmark og ikke kun Bornholm, som umiddelbart er udgangspunktet.

Der er noget i gære…..

Da jeg for tre år siden flyttede med familien til Bornholm, syntes jeg næsten straks at livet ”faldt i hak”. Jeg gik dengang på barsel med vores andet barn og var egentlig meget isoleret. Jeg havde ikke noget arbejde, næsten ingen bekendte, og alligevel sad jeg herude i marken og havde det dejligt. Sandt nok, var det en smuk og varm sommer, men da vinteren, mørket og kulden satte ind, havde jeg det altså stadig dejligt. Jeg hørte og læste en masse lokalnyt, og der gik snakken dagligt om Bornholms nedtur. Hvad der ikke var galt!!!!! Og der sad jeg og syntes det hele var fantastisk. Enten var jeg høj på hormoner eller også måtte andre snart få øje på mulighederne ”herude”.

Hvorom alting er, så startede jeg min blog www.flyttiludkantsdanmark.dk, som en reaktion på alle de dårlige nyheder, som stod i dyb kontrast til mine egne oplevelser. Jeg satte mig for at udbrede kendskabet til de gode historier fra Udkantsdanmark. Måske kunne jeg påvirke bare en lille bitte smule.

Jeg skal ikke kunne sige, om min blog rykker meget, men ”noget” havde jeg fat i. Flere er begyndt at få øjnene op for mulighederne i Udkantsdanmark. Jeg bor i Østermarie og fornemmer stærkt, at der f.eks. sker noget i og omkring Svaneke.

Sidste år omkring samme tid var jeg dog, en kort overgang, af en anden opfattelse. Folkeskolen lukkede og pasningsinstitutionerne var truede. Vores søn gik på skolen og, hvis jeg kiggede rundt i nærområdet, så var Østermarie skole lukket nogle år forinden og Østerlars stod også til lukning. Følelsen af nedlukning var MEGET konkret. Takket være engagerede og initiativrige folk gik det dog ikke helt så galt. En Friskole opstod og det har reddet byen, mener jeg. Skolen og byen har vist og viser dagligt, at den IKKE vil lukkes ned. Et stærkt signal sendes ud til resten af øen og også helt til hovedstaden. Det er tilsyneladende noget der trækker i folk, for det er nu næsten umuligt at købe en bolig i Svaneke, Listed og Aarsdale. Endnu mere umuligt er det at finde noget til leje. Flere af klasserne er næsten fyldt op på skolen og nu er det endelig afgjort at byens pasningstilbud stadig består.

Jeg sidder som sagt på sidelinjen i Østermarie, men det er fantastisk at opleve, og mon ikke det smitter lidt af herinde på øen. Jeg håber på en sidegevinst til Østermarie, for her er der ligeledes engagerede mennesker, masser af plads og billige huse.

Hvem vil ikke gerne være en del af en succes? Det viser sig også tydeligt i Klitmøller i Nordjylland. Her er det umuligt at opdrive en bolig, for også her har driftige mennesker opnået at skabe et miljø, som der tales om – endda i udlandet. Her er det surf-kulturen der er i centrum, men gad vide om alle hopper op på brættet? Næppe.

Måske er det slet ikke stedet/placeringen som er afgørende. Er det netop ekkoet fra handlekraftige og igangsættende mennesker, som tiltrækker? Det tror jeg faktisk mest af alt på.

 

Jeg ser, at der i sol og måne er tegn på, at trenden med at flytte fra land til by, bremser lidt op her i DK. Mange er frustrerede over prisniveauet på boliger i de store byer, de mangler plads, nærvær, natur og frisk luft. Jeg forstår frustrationen og kan kun anbefale at springe ud i et andet og nyt liv i Udkantsdanmark.

 

 

6 apr

Heste i Udkantsdanmark

image

Jeg elsker at omgive mig med dyr. Jeg tror dyr gør mig godt i begrænset målestok. Jeg mærker stress, hvis jeg får for mange, men sådan i det små, er det en rigtig god ting for mig. Jeg kan lide deres lyde, deres lugt og deres væsen. Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg snakker med dem (meget endda), og at jeg for nogen vil forekomme som en tosse. Men mit indtryk er, at dyrene reagerer positivt på, at jeg snakker lystigt til dem i forskellige stemmelejer. Mit nye dejlige bekendtskab er hesten Fregatten. Jeg havde en forestilling om igen en dag at komme til at ride lidt, som da jeg var pige, men ikke før der var tid og råd. Hestesport koster kassen….. Mit ønske er dog allerede blevet opfyldt, og det helt gratis.

Der er ufattelig mange heste på Bornholm. På hver anden mark står der nu heste, hvor der før stod malkekøer, og mange står der året rundt (det kan de fleste heste godt klare, hvis de har et læskur) Caroline er en af dem, som har en ældre travhest stående, og hun havde ikke tid til at ride ham regelmæssigt. Og der stod jeg med alle mine manglende ridetalenter, men med en stor lyst til at være omkring- og på en rolig hest i naturen. Sikke et sammentræf og det ganske gratis for mig. Juhuu for endnu et rart og gavmildt menneske. Jeg kan godt lide at introducere dyrene for mine børn. De har også godt af at være omkring- og tage sig af dyr.

Det lykkes mig ikke at tage et billede af Fregattens med hoved….. Han ville hellere græsse!

 

10 mar

En Blandet Landhandel.

image

I landdistrikterne er det stadig muligt at finde butikker, som bedst kan betegnes med den gamle titel Blandet Landhandel. Vi er så heldige, at vi i Østermarie, hvor jeg bor, har sådan en butik. Butikken er en del af en kæde, som jeg ikke gider nævne navnet på, men den er særlig, da den er så præget af de handlende i Østermarie. Østermariebo’erne har brug for praktiske ting. Vi er f.eks. alle glade for haver og dyr, så du kan finde rigtig meget muld og kattemad.

image

 

Og hvad skulle vi gøre uden myregift og musefælder? Det er ikke alle i Østermarie som har bil og liiiige tøffer til nærmeste specialbutik 25 km. væk, så der er også et stort udvalg af underbukser, strømper, garn til nye hjemmestrikkede sokker og sytråd til lapperne.

image

Jeg sætter stor pris på, at vi i Østermarie er mange, som laver hyldesaft og sylter og henkoger egne grønsager og bær i sæsonen, for selvfølgelig kan jeg her købe både syre, eddike i fler-litermål og sennepsfrø.

Mangler jeg fluesmækkere i sommersæsonen skal jeg heller ikke længere end til torvet i ØM, for det skal Gudhjælpemig ikke hedde sig, at vi mangler fluer på denne egn, så her er det helt store parti lagt på hylden.

Jeg vil heller ikke undervurdere, at de ansatte hilser velkendt på næsten alle handlende og ved præcis, hvad Hr. Kofoed ryger og hvor meget?

Der er heller ikke noget pjat med at imponere, hvad angår nyeste mode. Vi handler alligevel alle iført enten træsko eller gummistøvler.

image

 

Til min helt store fornøjelse, har de nu også et vist udbud af økologi, så  jeg kan få stillet mine storby-lyster☺️

18 jan

Vores Bornholm

flytteguiden

 Jeg er flere gange blevet spurgt om, hvorfor vi flyttede til det østligste Udkantsdanmark – Bornholm. Her har jeg uddybet det lidt nærmere. Skrivelsen her udkommer også i Flytteguiden – Bornholm. (netop udkommet januar 2016 Flytteguiden/Bornholm )

Hvis nogen for seks år siden havde forudsagt, at jeg i dag ville bo på Bornholm i et gammelt bondehus langt ude på landet – ja, så havde jeg blot leet og ikke taget det alvorligt. Men heller ingen forudsagde den slags, for jeg tror, samtlige venner og familiemedlemmer forventede, at jeg ville blive i København for evigt. Det troede jeg i hvert fald selv.

Det samme gælder min mand. Han er fra Nordsjælland og ville ikke flytte derop igen, og jeg havde heller ikke planer om Jylland, hvor jeg kommer fra. Ikke fordi vi havde dårlige oplevelser med os der fra, vi antog bare, at vi skulle være lejlighedsbeboere i Hovedstaden.

Men det vi troede aldrig ville ske for lige netop os, skete alligevel. Vi fik trang til mere plads og, hvad der kom helt bag på os var, at vi fik grønne fingre. Vi ønskede os en have, ganske enkelt.

Tankerne om at flytte til Bornholm kom sig af, at min mand, sammen med en ven, købte et billigt faldefærdigt dødsbo i Østermarie, som de ønskede at sætte i stand. Jeg syntes rent faktisk, at det var en fjollet ide, da jeg intet forhold havde til Bornholm, men det var nu engang mandens ”Herre-projekt”. Der skulle dog kun et weekendophold i huset til før, at er jeg var hovedkulds forelsket i Bornholm. Jeg var blevet vild med klipperne, vidderne, markerne og de små samfund. Vi oplevede, at vi med hus og have kunne udfolde os og især leve et rigere udeliv.

Næsten alle vores ferier blev fra da af tilbragt i Østermarie. Og det var ikke kun om sommeren vi hyggede os der, det var også om vinteren i de højeste snedriver og i efterårets farverige løvfald.

Med børnene var det også praktisk med hus og have. Ingen trapper, ingen larm, ingen trafik, ingen stress osv. osv. Langsomt men sikkert, plantede ideen sig, om et liv på Bornholm.

Da vores yngste barn var to måneder gammel i 2013, tog vi springet. Og dog, min mand forsatte nemlig med en firedages arbejdsuge i Kbh. Jeg var fuldtime på barsel med børnene på Bornholm. Vi syntes, det var for usikkert at sige alt op i Kbh., og det var først efter et år, at min mand flyttede ”rigtigt” over. Det var en god måde for os. For andre kan det lade sig gøre uden sikkerhedsnet.

mette udkant

Jeg har fundet det meget let at falde til på Bornholm. At have børn, som skulle integreres, har også integreret mig. Jeg har mødt andre forældre, som også var tilflyttere og mange andre, som har åbnet deres døre for os. Jeg har heller ikke været passiv i kontakten til bornholmerne. Jeg opsøger sociale arrangementer og klubber og snakker gerne, hveranden jeg møder, et øre af. Så på trods af, at vi aldrig før har boet så isoleret som nu, er vi faktisk mere sociale her. Jeg oplever et engagement og et fællesskab, som jeg ikke opdagede eller oplevede i Kbh.

Måske ligger der, for Bornholm, en styrke i, at mærke strid modvind. Så samles Bornholmerne og støtter hinanden i opretholdelsen. Hovedstaden har derimod haft medvind i mange år, hvilket kan være årsagen til, at jeg ikke der oplevede et tilsvarende sammenhold.

Vi kan ikke byde vores børn noget bedre end Bornholm. Vi har prioriteret en lille skole og en lille vuggestue, så også de får oplevelsen af det nære og overskuelige. Naturen er en del af deres hverdag, og så har de fået mere tid med mor og far, som ikke behøver at arbejde så meget, som vi, pga. større udgifter, var nødt til i Kbh.

17 apr

Historien om bondedrengen fra Østermarie

 

(Jeg er bevidst om, at der i dette indlæg er rod med billeder og tekst – især, hvis du læser på PC)

I samtale med en lokal journalist, blev jeg en dag gjort opmærksom på, at der på vores ejendom havde boet en fattig bondedreng, som var blevet landets finansminister. En sådan information, kan jeg ikke lade passere.

Det drejede sig om Kristian Hansen Kofoed som levede fra 1879-1951.

Kristian Hansen Kofoed

En aldrende Kristian Hansen Koefoed

.boet 2014

Vores ejendom Boet anno 2014 (fra nord)

boet 46

Boet anno 1946. Ikke meget var forandret siden Kristian boede der.

På Nexø Bibliotek fandt jeg Kristian Hansen Kofoeds erindringer. Et eksemplar som tydeligvis ikke var gået gennem mange hænder, og som holdt sig ualmindeligt godt på 35. år. Jeg anede ikke, at vi havde haft en finansminister ved det navn, så bliv endelig ikke rød om ørerne, hvis heller ikke du, klummelæser, har hørt navnet før.

Det er ikke for ingenting, at jeg er uddannet lærer med linjefag i historie. Jeg er nemlig helt vild med historie, og ikke mindst er jeg glad for at kunne sætte den ”lille historie” ind i den ”store historie”. Altså, når personlige erindringer kan kobles på den store historiske samtid.

Helt præcist sad jeg nu med beskrivelser af en barndom på Boet fra 1879-1895. Fantastisk!

Kristian Hansen Kofoed var barn af stærkt religiøse forældre. De tilhørte Luthersk Mission, som var nyt på Bornholm dengang. Religionen betød alt for familien. Kristian var nr. syv i en søskenderække på otte. Desværre mistede tre børn livet og det prægede naturligvis familien meget. To døtre mistede tidligt livet til kighoste og strubehoste. Allerværst var det dog, da en af sønnerne i sit syttende år døde i arbejdsulykke i en nærliggende grusgrav.

Den ældste af de otte børn valgte at forlade familien og landet til fordel for det store Amerika. Det var næsten utilgiveligt og faderen vendte ham delvist ryggen inden afrejse. At rejse til Amerika kunne dengang meget vel være et endegyldigt farvel til sine kære, da mange aldrig sætte fødderne på dansk jord igen. Her på Boet nåede de dog at gense den bortrejste søn, da han mange år senere ønskede at præsentere sin amerikanske kone for den del af familien, der endnu var tilbage. Faderen var da desværre død.

familien Kofoed

Familien Kofoed levede nøjsomt og grundet deres tro skejede de ikke ud på nogen måde. Det var arbejde fra morgen til aften og stemningen var, som Kristian har beskrevet det, meget melankolsk. Det havde naturligvis at gøre med tabet af de tre børn. Men det var ikke noget ringe barneliv, og de resterende søskende havde stor glæde af hinanden. Børnene deltog meget i arbejdet med bl.a. at rygte dyr, tærske korn og luge i marken, og så blev der bagefter serveret ”søvva” og selvfølgelig salte sild i lange baner. ”Søvva” var grød lavet på mælk, øl og brød. At læse om den mad, der dengang blev serveret på Boet, har været opløftende. Der blev dagligt serveret minimum fire måltider med øl til, hvilket selvfølgelig skyldtes det fysiske arbejde. Mad skulle der til, selvom den uden tvivl var noget ensformig. Og børnene var også dengang kræsne. Kristian måtte f.eks. næsten dagligt tvinge silden ned, da faderen ikke så med milde øjne på den slags.

Familien var, så snart der var tid, meget social. De omgikkes dog kun familien og den Luthersk Missionske menighed, som afholdte ugentlige møder. På Boet var menigheden også meget velkommen og teologiske diskussioner blev vel modtaget. Der blev serveret rigeligt med kødretter ved disse sammenkomster, men spil, dans og musik måtte ikke forekomme, da disse aktiviteter blev betragtet som syndige. Der blev i stedet afholdt andagter og sunget mange salmer.

Kristian var den tredje ældste søn, og eftersom det ikke kunne blive en af de to ældste, var han den næste i rækken til at drive den lille gård videre. Men Kristian var ualmindelig dygtig i skolen, og det blev accepteret, at han ønskede noget mere og andet end at drive Boet videre. Det endte med, at blive den yngste søn i familien, som drev gården videre, dog uden den store lyst og formåen.

Kristian fik lov at læse videre og meget tidstypisk, læste han først til lærer. Dengang kunne man uddanne sig på Seminariet i Nexø, hvilket var oplagt for Kristian, som så hver weekend kunne cykle til Boet i Østermarie for at hjælpe. På seminariet blev Kristian, udover lærer, også politisk aktiv. Faderen havde i flere år været skuffet over partiet Venstre, som han mente, glemte de små gårdmænd og husmændene. Han var ikke den eneste, og Kristian støttede netop denne politiske fløj, som senere blev til det Radikale Venstre. Mens den politiske interesse blomstrede i Kristian visnede den religiøse. En overgang var der intet tilbage, men det fandt siden et leje, som dog aldrig kunne sammenlignes med barndomshjemmets totale hengivelse.

Efter mange års politisk arbejde og yderligere en uddannelse som geolog, kunne Kristian sætte sig i finansministerstolen i samarbejdsregeringen under statsminister Erik Scavenius. Og når jeg skriver samarbejdsregeringen, kan de fleste regne ud, at det var under den tyske besættelse af Danmark i 1940’erne.

Jeg har en rigtig god fantasi og jeg forestiller mig livligt gårdens daværende liv. At gå i stalden, som stadig næsten står som dengang, og se sporerne efter datidens nødvendige dyr, giver mig en rejse tilbage til 1800-tallet. Meget er ændret ved stedet, men når jeg kigger ud over landskabet, må udsigten trods alt næsten have været det samme. Jeg elsker det syn, hvilket jeg ved Kristian Hansen Kofoed også gjorde.

 Nu, mere end 120 år senere, er det altså mig og min familie, som bor på Boet, her midt i marken i Østermarie. Det gør vi med glæde og langt fra så nøjsomt som Kofoeds. Men vi kunne godt lære noget af livet dengang. Mange flere arbejdstimer kunne godt lægges i husholdning, have og vedligeholdelse her på stedet. Jeg gætter desuden på, at familien Kofoed brugte færre timer i sofaen, end vi gør, og jeg ved,  de ikke havde travlt med selvrealisering og Facebook som os. Vi kunne, af familien Kofoed lære, at lade bilen stå og tage cyklen. Og børnene kunne sættes i sving og vokse af et større ansvar osv. osv.

Det er en illusion at tro, at verden var bedre dengang. Livvilkårene er mange gange forbedret i de 120 år, der er gået siden Kristian Hansen Kofoeds voksede op her på Boet. Jeg er i hvert fald taknemmelig for, at børnedødeligheden er faldet markant, og prise med lykkelig for, at jeg i dag sidder her på Boet med to raske børn, som helt sikkert ikke skal overtale mig, for at få lov og råd til at tage en uddannelse. Og med hensyn til datidens religiøse synder; så bliver der nu, med glæde, dagligt syndet på Boet.

 

6 dec

Jul i Udkanten

FullSizeRender

Julehumøret har sneget sig ind på mig.
Det har ellers været så som så med julehumøret i min ungdom, hverken julepynt eller julearrangementer fik plads.
Julen var derimod noget helt specielt i min barndom. Det er det heldigvis for de fleste, men de sidste 20 år har det altså stået sløvt til.
Nu er det dog noget andet, og to faktorer spiller ind.

Først og fremmest er min søn blevet syv år og har nu rigtigt taget julen til sig med alt, hvad der hører sig til. Det smitter så sandelig.
Den anden faktor er, at jeg er flyttet ud på landet og nu kommer i meget små samfund. Det kan noget – virkelig!

Der bliver pyntet så fint, og de gamle huse lyses op. Der er juletræ i selv de mindste byer, hvilket meget smukt danner rammen om det lille centrum.

Der er også daglig kalenderåbning og DEN tradition kræver et par ekstra ord med på vejen;
Et par nabolandsbyer har nemlig vindueskalender. Det er privatboliger og forretninger, der har meldt sig til, og de får hver en dato. Inden 1. december camoufleres alle vinduerne/lugerne og datoen påskrives.
Hver dag i december mødes folk og fæ så til lugeåbning kl. 19.00. Der synges en julesang (evt. med kor) og ‘udstillingen’ åbnes. Folk har pyntet så fint og, hvis det er en butik, er der ofte en lille smagsprøve. Det er simpelthen så hyggeligt at stå der sammen i mørket og opleve den daglige ‘afsløring’. Og alle er velkommen, ikke kun byens borgere, men også jeg, som kommer udenbys fra.
Kalenderen er hermed anbefalet til alle mindre samfund som mangler sammenhold og julestemning.

FullSizeRender (2)

 

FullSizeRender (3)

25 nov

Et andet liv i Udkantsdanmark

rikke og rasmus

Jeg bliver meget ofte konfronteret med kommentaren om, at jeg jo sagtens kan sige: Flyt-til-Udkantsdanmark, men at arbejdet ikke hænger på træerne i den del af Danmark, så ideen/drømmen er umulig at realisere. Det er rigtigt, at der er meget arbejdsløshed, men her kommer historien om, at der også er andre muligheder, hvis man virkelig vil det.

Rikke og Rasmus Brandt er eksemplet på, at livet kan leves fuldt ud i Udkantsdanmark. De lever det på én indkomst og har gjort det i mange år.

Rikke på 36 år og Rasmus på 39 år bor med deres tre børn i Ølene på Bornholm. De bor på Lausgård, som består af ca.190 m2 bolig og tilsvarende størrelse sidebygning. Til gården hører 1,7 hektar jord, som primært er brakmark og skov.

Hvordan kan det lade sig gøre, tænkte jeg, og har derfor tilladt mig at spørge ind til økonomien og livsstilen.

I ni år gik Rikke hjemme, mens Rasmus arbejdede som pædagog i en naturbørnehave, men for ca. et halvt år siden byttede de roller, og nu er det Rasmus, som er hjemmegående, mens Rikke arbejder på fuld tid. Børnene er nu ni, syv og fem år gamle, og det er derfor kun den yngste, Oscar, som fast går hjemme hos far. De to store, Ivalu og Emil, kommer direkte hjem efter skole.

Rikke arbejder som handicaphjælper. Hun pendler til Kbh, hvor hun så vidt muligt tager 72 timers vagter, hvilket gør, at hun er hjemmefra ca. to gange om måneden.

At der kun er en i hjemmet som arbejder, er et yderst bevidst valg, og handler ikke om arbejdsløshed eller evt. sygdom. Det handler om at skabe et roligt og afbalanceret familieliv. Et valg, som tydeligt viser sig i nærvær og tid. Der er tid hos Rasmus og Rikke. Tid til børnene, tid til hinanden, tid til hus, dyr, hobby og have.

Jeg kommer ofte i Rikke og Rasmus’ hjem og der er intet religiøst over deres liv. Det er ikke et opreklameret nærvær, hvor andre næsten føler sig ekskluderet. Der er bare smil og overskud, udover at de selvfølgelig, som alle andre, også bøvler med alverdens udfordringer ved at være menneske.

Det virker næsten for godt til at være sandt, men når jeg kritisk spørger til manglende karriere og penge, hverken provokerer det, eller giver anledning til suk. De mangler ikke noget!

Ambitioner i et arbejdsliv, er ikke udelukket eller aflyst. Det kan komme senere, men et arbejde er ikke identitetskabende for Rikke og Rasmus.

Der er tilsyneladende råd til det gode liv på trods af kun én indkomst, men hvordan? Rikke og Rasmus købte gården i 2003. Den var billig og trængte til en kærlig hånd. De har i den grad revet ned og bygget op, men da de begge er mere end almindelige ”handy”, så har de gjort det meste selv over lang tid, og de er stadig i gang.

Rikke og Rasmus er født og opvokset på Bornholm og de har familie og et stort netværk på øen, så der er altid hjælp og rådgivning at hente. Der arves og gives meget i kredsen af venner og familie. Børnene kom til fra 2005 og da Rikke eller Rasmus har været derhjemme, er institutionspladser blevet sparet.

Husets varmekilde er kornfyr og brændeovn (med eget brænde naturligvis), mens elregningen ’betales’ med solenergi.

Over tid er haven også taget i brug og nu giver den grøntsager, frugter og bær langt ind i vinteren. Ca. 20 høns giver også æg og lidt kød, mens to sæsongrise (født vinter slagtet til efterår) i den grad giver kød til husholdningen.

I det hele taget er mad et vigtigt element i familiens liv. At der er tid til at lave mad med gode råvarer (helst egne), hver dag, er en stor prioritering. De bruger ikke penge på at spise ude, men en stor del af månedlige budget går til indkøb af gode økologiske produkter. Måltiderne og maden er en værdi i sig selv for familien.

Men hvad med rejser og materielt forbrug? Familien rejser. Måske ikke så meget som andre familier, og skiferier er f.eks. ikke en prioritet p.t. Men de kører gerne nordpå i Europa i deres folkevognsrugbrød. Der spares også sammen til den helt store østentur med rygsæk. Det skal nok blive til noget om et par år. Den slags drømme HAR ben at gå på, de realiseres bare langsommere og der tages ikke lån i banken.

Det er en prioritering at leve på EN indkomst og der skal tænkes over valg og fravalg, men det KAN lade sig gøre uden at gå på kompromis med ’det gode familieliv’.

rikke rasmus