30 jun

Ja, det regner……

Ferien er startet for rigtig mange danskere, og jeg ved, at mange har lejet sommerhuse eller camperer i Udkantsdanmark. For Udkantsdanmark kaldes også Sommerlandet, om sommeren vel og mærke! Og ja, så tillader det sig at regne her i ferien. Det er træls!

Det kan godt blive lidt tæt at sidde der i sommerhuset eller forteltet, så gør jer selv en tjeneste. Brug tiden på at tjekke boligannoncerne ud for området du er i. Se lige engang, hvad du kan få for pengene herude. Lad dig friste til den store have og det store hus, som du nærmest får smidt i nakken visse steder i Udkantsdanmark. Og det næste du gør er at tjekke, hvorvidt der er et job, som kunne passe til lige netop dig. Mange tror, at de på forhånd ved, at der selvfølgelig ikke er nogen interessante jobs udenfor de store byer, men det passer ikke…..

 

 

1 jun

Mere banjo fra Thy, tak!

Det er ikke meget mere end et års tid siden, jeg første gang hørte deres musik. Det var ved en tilfældighed, at de to brødre bag bandet Jonah Blacksmith dukkede op på skærmen, da jeg surfede på nettet for at vide mere om Thy. Jeg hørte dem tale, før jeg hørte dem synge og spille, og der er uden tvivl salg i at tale thymål i disse dage. I en tid, hvor dialekter forsvinder og alle de unge jyder vælger Vesterbro til fordel for Nordjylland, er det fantastisk at høre et par brødre, som ikke har forlagt deres nordjyske. Den yngste bror, Simon Alstrup, taler nu mest gennem sangteksterne – på engelsk, mens det er storebroren, Thomas Alstrup, som fører ordet både i interviews og mellem numrene på scenen.

Det tog pludselig fart for smedens børnebørn fra Thy (og selvfølgelig resten af spillemændene i Jonah Blacksmith). De er det sidste halve år blevet spillet igen og igen i radioen. Jeg er nået til P4-alderen, og her har jeg dagligt lyttet til numre som Daughter of Jonah, Dandelion, In the middle of nowhere, Of the track og I´m King. Jeg vil ikke vove den påstand, at det er lyden af Thy, de har bragt ind i deres musik, men jeg tror ikke, de ville have samme lyd, hvis de kom fra Valby. Thy er med dem, i dem, over, under og på dem. Det er lyden af noget ægte, noget autentisk. Det er simpelt og melankolsk på en fin fin måde. Med andre ord er det alt andet en storbyagtigt og pretentiøst. Jeg er vild med det!

På deres landsturne var de forbi Bornholm, og jeg var der selvfølgelig. Jeg føler mig af gode grunde helt hjemme, når andre jyder lægger vejen forbi klippeøen og denne aften var musikalsk fantastisk. De havde taget jagtstuen med hele vejen fra Thy, og det var så rart og intimt med det store orkester. Skulle man have lyst til at opleve dem, så er der igen mulighed denne sommer, hvor de ganske givet igen tager jagtstuen med rundt i landet. Og kan du ikke det, så tjek linket nedenunder og nyd ikke mindst banjoen.

http://www.jonahblacksmith.com