17 apr

Historien om bondedrengen fra Østermarie

 

(Jeg er bevidst om, at der i dette indlæg er rod med billeder og tekst – især, hvis du læser på PC)

I samtale med en lokal journalist, blev jeg en dag gjort opmærksom på, at der på vores ejendom havde boet en fattig bondedreng, som var blevet landets finansminister. En sådan information, kan jeg ikke lade passere.

Det drejede sig om Kristian Hansen Kofoed som levede fra 1879-1951.

Kristian Hansen Kofoed

En aldrende Kristian Hansen Koefoed

.boet 2014

Vores ejendom Boet anno 2014 (fra nord)

boet 46

Boet anno 1946. Ikke meget var forandret siden Kristian boede der.

På Nexø Bibliotek fandt jeg Kristian Hansen Kofoeds erindringer. Et eksemplar som tydeligvis ikke var gået gennem mange hænder, og som holdt sig ualmindeligt godt på 35. år. Jeg anede ikke, at vi havde haft en finansminister ved det navn, så bliv endelig ikke rød om ørerne, hvis heller ikke du, klummelæser, har hørt navnet før.

Det er ikke for ingenting, at jeg er uddannet lærer med linjefag i historie. Jeg er nemlig helt vild med historie, og ikke mindst er jeg glad for at kunne sætte den ”lille historie” ind i den ”store historie”. Altså, når personlige erindringer kan kobles på den store historiske samtid.

Helt præcist sad jeg nu med beskrivelser af en barndom på Boet fra 1879-1895. Fantastisk!

Kristian Hansen Kofoed var barn af stærkt religiøse forældre. De tilhørte Luthersk Mission, som var nyt på Bornholm dengang. Religionen betød alt for familien. Kristian var nr. syv i en søskenderække på otte. Desværre mistede tre børn livet og det prægede naturligvis familien meget. To døtre mistede tidligt livet til kighoste og strubehoste. Allerværst var det dog, da en af sønnerne i sit syttende år døde i arbejdsulykke i en nærliggende grusgrav.

Den ældste af de otte børn valgte at forlade familien og landet til fordel for det store Amerika. Det var næsten utilgiveligt og faderen vendte ham delvist ryggen inden afrejse. At rejse til Amerika kunne dengang meget vel være et endegyldigt farvel til sine kære, da mange aldrig sætte fødderne på dansk jord igen. Her på Boet nåede de dog at gense den bortrejste søn, da han mange år senere ønskede at præsentere sin amerikanske kone for den del af familien, der endnu var tilbage. Faderen var da desværre død.

familien Kofoed

Familien Kofoed levede nøjsomt og grundet deres tro skejede de ikke ud på nogen måde. Det var arbejde fra morgen til aften og stemningen var, som Kristian har beskrevet det, meget melankolsk. Det havde naturligvis at gøre med tabet af de tre børn. Men det var ikke noget ringe barneliv, og de resterende søskende havde stor glæde af hinanden. Børnene deltog meget i arbejdet med bl.a. at rygte dyr, tærske korn og luge i marken, og så blev der bagefter serveret ”søvva” og selvfølgelig salte sild i lange baner. ”Søvva” var grød lavet på mælk, øl og brød. At læse om den mad, der dengang blev serveret på Boet, har været opløftende. Der blev dagligt serveret minimum fire måltider med øl til, hvilket selvfølgelig skyldtes det fysiske arbejde. Mad skulle der til, selvom den uden tvivl var noget ensformig. Og børnene var også dengang kræsne. Kristian måtte f.eks. næsten dagligt tvinge silden ned, da faderen ikke så med milde øjne på den slags.

Familien var, så snart der var tid, meget social. De omgikkes dog kun familien og den Luthersk Missionske menighed, som afholdte ugentlige møder. På Boet var menigheden også meget velkommen og teologiske diskussioner blev vel modtaget. Der blev serveret rigeligt med kødretter ved disse sammenkomster, men spil, dans og musik måtte ikke forekomme, da disse aktiviteter blev betragtet som syndige. Der blev i stedet afholdt andagter og sunget mange salmer.

Kristian var den tredje ældste søn, og eftersom det ikke kunne blive en af de to ældste, var han den næste i rækken til at drive den lille gård videre. Men Kristian var ualmindelig dygtig i skolen, og det blev accepteret, at han ønskede noget mere og andet end at drive Boet videre. Det endte med, at blive den yngste søn i familien, som drev gården videre, dog uden den store lyst og formåen.

Kristian fik lov at læse videre og meget tidstypisk, læste han først til lærer. Dengang kunne man uddanne sig på Seminariet i Nexø, hvilket var oplagt for Kristian, som så hver weekend kunne cykle til Boet i Østermarie for at hjælpe. På seminariet blev Kristian, udover lærer, også politisk aktiv. Faderen havde i flere år været skuffet over partiet Venstre, som han mente, glemte de små gårdmænd og husmændene. Han var ikke den eneste, og Kristian støttede netop denne politiske fløj, som senere blev til det Radikale Venstre. Mens den politiske interesse blomstrede i Kristian visnede den religiøse. En overgang var der intet tilbage, men det fandt siden et leje, som dog aldrig kunne sammenlignes med barndomshjemmets totale hengivelse.

Efter mange års politisk arbejde og yderligere en uddannelse som geolog, kunne Kristian sætte sig i finansministerstolen i samarbejdsregeringen under statsminister Erik Scavenius. Og når jeg skriver samarbejdsregeringen, kan de fleste regne ud, at det var under den tyske besættelse af Danmark i 1940’erne.

Jeg har en rigtig god fantasi og jeg forestiller mig livligt gårdens daværende liv. At gå i stalden, som stadig næsten står som dengang, og se sporerne efter datidens nødvendige dyr, giver mig en rejse tilbage til 1800-tallet. Meget er ændret ved stedet, men når jeg kigger ud over landskabet, må udsigten trods alt næsten have været det samme. Jeg elsker det syn, hvilket jeg ved Kristian Hansen Kofoed også gjorde.

 Nu, mere end 120 år senere, er det altså mig og min familie, som bor på Boet, her midt i marken i Østermarie. Det gør vi med glæde og langt fra så nøjsomt som Kofoeds. Men vi kunne godt lære noget af livet dengang. Mange flere arbejdstimer kunne godt lægges i husholdning, have og vedligeholdelse her på stedet. Jeg gætter desuden på, at familien Kofoed brugte færre timer i sofaen, end vi gør, og jeg ved,  de ikke havde travlt med selvrealisering og Facebook som os. Vi kunne, af familien Kofoed lære, at lade bilen stå og tage cyklen. Og børnene kunne sættes i sving og vokse af et større ansvar osv. osv.

Det er en illusion at tro, at verden var bedre dengang. Livvilkårene er mange gange forbedret i de 120 år, der er gået siden Kristian Hansen Kofoeds voksede op her på Boet. Jeg er i hvert fald taknemmelig for, at børnedødeligheden er faldet markant, og prise med lykkelig for, at jeg i dag sidder her på Boet med to raske børn, som helt sikkert ikke skal overtale mig, for at få lov og råd til at tage en uddannelse. Og med hensyn til datidens religiøse synder; så bliver der nu, med glæde, dagligt syndet på Boet.

 

3 meninger om “Historien om bondedrengen fra Østermarie

  1. Fantastisk historie og du har virkelig været nede og grave i gemmerne. Her på stationen er der også stor interesse for historie og stationsforstanderen har sågar undervist og ført en 9. klasse op til eksamen, til trods for aldrig at have studeret til lærer – men det er en anden historie 😉

  2. Sikke en spændende historie – fantastisk at have fået den forærende 🙂 Og jeg du har ret – livet i dag kunne på mange måder leves lidt som dengang – men der er også mange skønne ting forbundet med, at vi nu skriver 2015 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *