28 jan

Vinteraktiviteter

image

Mørket dominerer stadig Danmark i denne tid. Det skal forstås ganske bogstaveligt; Det bliver tidligt mørkt og sent lyst. Dagen er kort og der er endnu lang tid til lysere tider. Efter mange år i kbh., har jeg været vant til at bo et sted som aldrig ’sov’. Lige meget, hvornår på døgnet jeg bevægede mig udenfor, var der på trods af mørket altid liv. Når man så, som jeg, flytter ud på landet, kan man nemt få den tanke, at alt ligger øde hen.

Men, det narrer en hel del, har jeg erfaret. Derfor vil de næste indlæg på bloggen handle om diverse vinteraktiviteter bag murerne i Udkantsdanmark.

At have børn giver mange gode oplevelser. F.eks. er begge børn i år tilmeldt hold i den lokale gymnastikforening. Og netop gymnastik er en vinteraktivitet og en betydningsfuld én slagsen her ude i på landet. Den landsby vi bor lige udenfor, blev for flere år siden ramt af skolelukning og det plejer desværre også at gå hårdt ud over den tilstødende gymnastikforening, men her skriver jeg heldigvis om en undtagelse. Der er gang i foreningen og hver torsdag, hvor jeg ankommer med mine unger, er der helt fyldt. Ikke københavnerfyldt forstås….. Der er ikke ventelister og alt for lidt plads, men bare rigtig godt gang i den. Jeg sidder der og bliver helt glad over al den aktivitet, når det eneste vi ellers læser og hører om på disse kanter; er faldende børnetal og fraflytning.

Det er dejligt at være vidne til, at foreningslivet er stærkt herude og at en idrætsgren som gymnastik, stadig kan trække familierne op af sofaen på de mest mørke dage.

I hallens cafeteria er det tilmed svært at få en plads. Det skyldes ikke  gymnastikbørnene og deres forældre. Nej, cafeteriet er hver torsdag fyldt af landsbyens bankofolk. Det er som at træde ind i en ‘tidslomme’. Jeg ved godt, at bankoarrangementer stadig kan opdrives, men jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at der herude stadig er SÅ stor tilslutning, som jeg her, hver torsdag er vidne til. Det ser virkelig hyggeligt ud og inkluderer både ‘Dagens ret’, en ’sludder for en sladder’ og alverdens overtroiske ‘lykke’-ritualer.

Når jeg ikke er med børnene til gymnastik eller har travlt med andre ting, ja så er der absolut heller ikke noget galt med at sidde dybt i lænestolen. Tæt på brændeovnen med en bog, en kop kaffe og en kælen kat ved min side. Så går vinteren trods alt sin gang.

image

 

 

 

20 jan

Initiativ og velgørenhed

image (Juni kalenderbillede)

image

(Udgivelsesreception i Bog&ide)

Ja ja ja, der sidder jeg med mit skuffejern og røde kinder! Og nej, sådan sidder jeg normalt ikke og gør mig til i juni måned. Virkeligheden er meget værre – juni er den måned, jeg konstant står med røven i vejret i køkkenhaven. Undskyld mit sprog.

Billedet er et ud af 12 flotte kalenderbilleder, hvor initiativrige bornholmske damer poserer til fordel for kvindehjemmet i Rønne. ALT overskud går til de kvinder, som i den grad mangler. Udgifterne er sponsorbetalt og salget går strygende.

Ideen er ganske god, synes jeg. Var det ikke en ide andre udkantsområder kunne bruge? Egnens egne specialiteter og beboere fremhæves og brandes. Jeg oplever i disse dage, at Bornholm får positiv opmærksomhed på denne konto, og der spredes god energi til fordel for øen!

Jeg er stolt af, at repræsentere Udkantsdanmark med et Fru og et skuffejern. Kalenderen kan købes hos William Dam/online og i bornholmske butikker. Den koster blot 150 kr.

image(Forside)

 

 

4 jan

En ildsjæl

image

Frk Nexø / Rebecca Marx (billedet)

Efter jeg har startet bloggen her, er jeg blevet opmærksom på, hvor mange ildsjæle der bor i de små samfund i DK. Folk, som frivilligt bruger tid og engagement på, at noget skal forblive eller noget nyt skal opstå. Af årsager som alle danskere kender, bliver der kæmpet bravt for overlevelse i Udkantsdanmark. Vi må tage sagen i egen hånd, når dem, som har det ’store’ ansvar, ikke gør det.

Butiksdød er mange steder et problem. Det handler ikke kun om, at de store byer har alle kunderne, det handler lige så vel om, at nettet har gjort det muligt, at handle fra sofaen så “butikken” ikke fysisk eksisterer.

Dette førte, sidste år til, at Rebecca Marx blev til Frk. Nexø. Frk. Nexø er, som navnet fortæller, en Nexø-pige, som handler lokalt og fortæller om sine handler på sin facebookprofil. Efter et år, er det blevet til mere end 700 følgere og en hel del god presseomtale. Frk. Nexø er i tyverne og handler alt fra gode kager, blomstervaser til mærketøj, og hun kan købe det hele i en mindre by i Udkantsdanmark.

Jeg er overbevist om, at Rebecca/Frk. Nexø ikke omtaler de ligegyldige handler, hun ind imellem sikkert gør, men jeg er ligeså overbevist om, at hun ikke foræres de ting og sager hun omtaler. Rebecca insisterer nemlig på at være troværdig og kan ikke købes. Initiativet er uden indtjening og udelukkende til fordel for Nexø’s butikker.

Især her op til jul, tror jeg, Frk. Nexø har været en gevinst for byen. Hvorfor ikke forsøge at gøre så mange gaveindkøb som muligt lokalt. Det kom der bla. presse og konkurrencer ud af.

Kan enhver lille by “få” en Frk. Nexø?  Jo, det tror jeg så absolut. En engageret og charmerende borger, som vedholdende og interesseret skriver om gode køb og unikke varer. Det burde være muligt!

Fra mig skal budskabet også lyde højt og klart. Køb LOKALT.

Der er ikke noget så trist og afskrækkelse som tomme butikslokaler, så grib ideen og gør som Frk. Nexø.