26 maj

Visit på Sydvestfyn

image
En weekend blev tilbragt på Sydvestfyn, hvilket også hører ind under udkantsdanmark. Området har nemlig langt til en motorvej…..
Det er uden tvivl rart at kunne komme hurtigt til og fra sit arbejde. Stor mobilitet forventes, når mange arbejdspladser ikke længere ligger lokalt. Dem der pendler mellem arbejde og hjem tænker i tid, og der spares tid ved at suse på motorvejen, frem for at køre på de mindre og ofte snirklede landeveje.
At være en motorvej foruden, har dog også fordele, da motorvejslarm kan høres på ca. to kilometers afstand.. motorveje har det også med at pløje sig gennem landskabet, mens landeveje ofte er anlagt for mange mange år siden, hvor naturen gjorde det muligt.
En stribe af dejlige kystbyer ligger langs den fynske sydvestkyst. Assens, Faldsled og Faaborg er de største og mest kendte, kendt for de stråtækte huse, de hyggelige små havne og ikke langt derfra ligger flere af Fyns mange herregårde. Landlivet og historien er intakt.
Geografien er skøn på Sydvestkysten, men da der ikke længere er meget fiskeri tilbage og næsten heller ingen industri, så er arbejdspladserne ligesom i resten af udkantsdanmark flyttet til de store byer. Mange kører derfor til Odense eller over Lillebæltsbroen til trekantsområdet i Østjylland for at arbejde, også er det, at den der manglende motorvej bliver et problem. Men TÆNK engang; Sikke en FRED fra den urbane asfaltbane.

imageimage

 

19 maj

Mulighed for have.

image
I udkantsdanmark er der, pga. bla. udbud og efterspørgsel, mulighed for at få en dejlig have. For mange vil det ovenikøbet være muligt at få en STOR have. Og med det mener jeg selvfølgelig; At købe eller leje et hus med have. (Det med køb af hus, vil der senere komme flere indlæg om)
Min familie og jeg har have for at kunne nyde udelivet under helt private former. Det er fantastisk, at have sit helt eget stykke jord lige udenfor døren.
Det er skønt at se haven forandre sig med årstiderne og opleve, hvordan dyrerne og børnene bruger haven. Den lægger op til bevægelse, leg og nydelse for hele familien. Mulighederne er uendelige, den kan tilpasses nøjagtig til dine og/eller familiens behov. Din have er et sted, hvor du kan gøre lige, hvad der passer dig.
(Er det køkkenhave/urtehave/kålgaard som har din interesse, så læs med når der senere kommer specifikke indlæg derom)
Næsten alle synes, at en have er dejlig på en varm sommerdag, hvor man ligger i hængekøjen og lytter til fuglesang fra træernes kroner. Men mange forbinder desværre også haven med hårdt arbejde og ubegribelige mængder af skvalderkål og mælkebøtter.
Men i virkeligheden behøver en have ikke tage så meget tid og energi, hvis man mest bare er til slappe af i den. Lad der være buske, træer og plæne og gem så tankerne om køkkenhave og blomster til der er tid og lyst. Lad ukrudt være, og læg istedet mærke til at mælkebøtter i grunden er ret flotte.
Haven behøver slet ikke at være så velfriseret. Ude på landet er haverne ofte store, og der er ingen naboer til at pege fingre af hverken rod, store træer eller ukrudt. Her kan store dele af haven bare være naturgrund eller plæne.
Du kan også vælge at se haven som dit eget private fitnesscenter. Der er et utal af muligheder for at få sved på panden… Kom igang med at grave trampolinen ned, fæld de halvdøde træer og hug dem til brænde. Slå græsplænen med den gamle håndskubber og kom ned på alle fire og læg løg og frø. DET er fitness – helt gratis og uden pumpede, stønnende, svedende og stinkende fremmede mennesker.
Jeg hørte engang en dansk have-kender undre sig over det danske ord ‘havearbejde’. På engelsk hedder det nemlig ‘gardening’. Altså forekommer hverken ‘work’ eller ‘job’ i ordet. Måske er det kun danskerne, der forbinder haven med arbejde. Og så har de englændere også et andet skønt udtryk for, hvad vinteren kan gå med; ‘Indoor gardening’ (læsning om- og planlægning af haven)
Jeg troede aldrig selv, at jeg skulle blive have-entusiast. Jeg anede ikke, at en have kunne nydes på andre måder end liggende på en drømmeseng eller siddende på terrassen. Allerhelst ville jeg egentlig bare blive i en lejlighed med altan i byen. Men haven har her i mine 30’ere vist sig, at give mig mange glade stunder. Først fandt jeg ud af, at der var noget ganske magisk i at putte et frø i jorden, se det vokse og udvikle sig, for til sidst at blive til mad. Sidenhen gjorde havens lyde og dufte indtryk. Jeg kunne blive ved…..
Jeg oplevede også hurtigt, at mit humør steg, når jeg gravede og regerede i jord og planter. Lys og luft gjorde også godt.
At have egen stor have i udkantsdanmark har også betydet, at det er slut med at sidde på Københavns mange legepladser og fryse. Nu kan den store dreng bare skubbes alene ud af egen dør.
At få sig en stor have kan kun anbefales.

12 maj

Se græsset gro…..

imageJeg har altid været glad for, at vi i Danmark har årstider. Fire årstider med hvert sit udtryk. Men for første gang, siden jeg flyttede fra mit barndomshjem i Jylland, mærker jeg forandringerne helt tæt på.
Det skyldes, at jeg igen er kommet tæt på naturen. Lige uden for min dør BLÆSER foråret ind over landet. Udkantsdanmark er FYLDT med forår…..
I København, hvor jeg har boet i mange år, mærkes sæsoner ikke nær så intenst. Dvs. selvfølgelig er der forskel. Du opdager især, at folk kommer ud af lejlighederne og ses i gadebilledet. MEN, herude er der liv på en anden måde. Jeg oplever nærmest naturen som manisk i foråret. Det gror, blomstrer, lyser, larmer, yngler og stråler.
Fuglene er kommet tilbage fra syden og ud af skjul og synger, spiser og yngler. De har noget at se til med kurtiseren, redebyggeri og yngelpleje. Hanfasanen er  helt fra den og fræser rundt overalt med sin strålende fjerpragt. Harerne danser på markerne og er sulten på det HELE. Vores egne katte har fuldstændig tabt hovedet i denne tid og har knap tid til at spise.
Jeg er her ude på landet blevet begavet med en stor have, hvor jeg næsten kan se græsset gro…. og ukrudtet selvfølgelig. Det er dybt fascinerende at notere sig med hvilken fart, naturen ændrer sig. For blot tre uger siden var alt stadig i dvæle. Farverne var mørke, i nærmest grålige nuancer og nu, tre uger senere, river den lyse grønne farve næsten i øjnene. Solen er skarp og lyser nu himlen op til sent. Ca. 21.20 gik solen ned i aften, hvilket netop giver en mulighed for at nyde foråret til sent på dagen. En sanseoplevelse af lyde og dufte.
Det lyder besynderligt, at jeg her beskriver foråret med overraskelse og begejstring. Sådan har foråret jo altid været; intenst, lyst og livligt. Jeg har også altid vidst, hvordan foråret er, men det er første gang, at jeg så opmærksomt iagttager- og tager del i det. Jeg er midt i det, midt i naturen og det har på de gode måde væltet mine sanser omkuld.
Er der tid og mulighed, kan jeg anbefale at gå i haven eller gå en tur efter dagens gøremål. Jeg benytter mig af chancen, når børnene er lagt og drysser rundt i haven mellem 20.00-21.00. Der synger fuglene godnat, og DET kan fjernsynet eller facebook ikke gøre efter!